Ældre bryder ud af ensomheden

17. juni 2010
De nye ældre går til psykolog og tager på højskole for at bearbejde sorg.

- De nye ældre er ikke mindre ensomme, de gør bare noget ved det, siger ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler.

Stadig flere ældre overvinder ensomheden med livsmestringskurser og psykologtimer. De vil ikke ynkes, siger fagfolk ifølge Kristeligt Dagblad.

De oplever, at ældre i stigende grad melder sig til kurser om livsmod, sjælesorg og livsmestring, de flytter oftere i bofællesskab, og de går mere til psykolog.

"Den nye ældre" er under 70 år og tør tale om og handle på problemstillinger, som traditionelt er blevet fortiet, siger Margrethe Kähler. - De føler sig ikke som et lille magtesløst atom i samfundet, som de plus-80-årige har lidt tendens til.

På landets højskoler mærker man også tendensen. Særligt seniorhøjskolerne har haft succes med korte kurser til ældre, der har mistet eller af andre grunde har brug for at bryde ensomheden.

- Vi har 10 kulturrejser om året nu, hvor mindst halvdelen af deltagerne er mennesker, der har mistet. Og det er udtryk for en ny form for åbenhed, for det kræver altså en del at rejse af sted alene, når man er vant til at være to, siger forstander på Løgumkloster Højskole Bent Andreasen.

Det nye ældre tager initiativ, fordi de vil kæmpe for familien og andre netværk i lokalsamfundet, vurderer sociolog Lars Benjaminsen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.