Danmark kan gøre det bedre for døende

18. juli 2010
Danmark har en 22. plads, når det gælder lindring til uhelbredeligt syge.

Danmark er et af de vestlige lande, hvor der er mindst lindring til dem, der dør af en uhelbredelig sygdom.

Det viser en ny international undersøgelse, der placerer Danmark kun en smule bedre end Sydafrika.

Den danske indsats rækker kun til en 22. plads ud af de 40 lande, som det anerkendte britiske analyseinstitut Economist Intelligence Unit har sammenlignet på blandt andet antallet af hospicer, støtte fra professionelle på dødslejet samt den generelle kvalitet af hjælpen.

Ifølge Politiken overrasker det ikke en af Danmarks førende forskere i lindring af uhelbredeligt syge.

- Det er en katastrofal indsats i Danmark. Der mangler det dobbelte antal senge og palliative specialisthold, og skal vi kunne sammenligne os med andre europæiske lande, mangler Danmark også uddannelser inden for området. Det har vi i årevis efterlyst hos Sundhedsstyrelsen, siger overlæge ved Enhed for Akut Smertebehandling på Rigshospitalet Per Sjøgren.

Danmark har 5 millioner indbyggere, omkring 180 senge på landets 16 hospicer og 22 hold af specialister, der kan besøge døende hjemme. Til sammenligning har Irland 4,5 millioner indbyggere og næsten dobbelt antal sengepladser og specialisthold.