Danskerne forbereder sig ikke på døden

07. maj 2010
De fleste danskere mener ikke, døden er relevant. Det er et problem, mener sociolog.
73 procent af danskerne mener, at døden ikke var relevant for dem.
- Langt de fleste af os lever i et samfund, hvor vi har et hidtil uset velstandsniveau, hvor vi ikke skal bekymre os om ret mange ting, hvor vi er relativt trygge i hverdagen, hvor det er relativt få af os, der bliver ramt af livstruende sygdomme. Døden ligger længere ude i tilværelsen, forklarer sociolog Michael Hviid Jacobsen. Han er professor og ph.d. i sociologi ved Institut for Sociologi, Socialt Arbejde & Organisation samt studieleder for Sociologiuddannelsen og Masteruddannelsen i Humanistisk Palliation på Aalborg Universitet.
Han mener, danskerne kan blive bedre til at forholde sig til døden, og at det kan ske gennem uddannelse:
- I Aalborg har vi oprettet den første uddannelse i Danmark inden for det palliative område, der sigter mod at uddanne folk til ikke blot at give drop og morfin, men også kommunikere og reflektere over at skulle indgå i en større dialog med kollegerne, siger han til Politiken.
Han glæder sig over, at det det ikke kun er på det rent professionelle plan.
- I folkeskolen er man heldigvis også begyndt at tage livtag med døden, altså ved at udgiver hæfter om, hvordan børnene kan forstå døden, og om, hvordan man kan lave undervisning, hvor døden ikke er tabu, men noget, der kommer i små doser.