Det er ikke ENTEN ELLER men BÅDE OG!

13. februar 2007
I de seneste par dage har politikere diskuteret imod satsning på hospice og for satsning på hospitalsafdelinger til pleje af døende.<br/>Denne diskussion er totalt forfejlet. Det kan aldrig blive et enten eller men det vil altid være et både og! Regi
Det er ikke ENTEN ELLER men BÅDE OG!

I de seneste par dage har politikere diskuteret imod satsning på hospice og for satsning på hospitalsafdelinger til pleje af døende.
Denne diskussion er totalt forfejlet. Det kan aldrig blive et enten eller men det vil altid være et både og! Regionsformand Bent Hansen har udtalt: "Hospicer kan aldrig opfylde det generelle behov, der er for at styrke plejen af døende." Hertil må jeg sige, at det aldrig har været hensigten, men hospice skal være et tilbud, som uhelbredeligt syge og døende kan vælge, uanset bopæl og pengepung.

I 2006 og 2007 er der stor byggeaktivitet på hospice-området, men vi har stadig ikke det antal hospice-pladser, som Danmark i forhold til vort befolkningstal bør have.

Udover hospice-pladser skal der naturligvis fokuseres på palliative teams, specialist uddannede læger og sygeplejersker, som har til huse på en sygehusafdeling eller på hospice.

Et andet område der skal fokuseres på, er hjemmehospice og daghospice. Hvis alvorligt syge og døende ønsker at dø hjemme, skal det være muligt for dem også i deres hjem at få den helt nødvendige specialist-behandling, som palliativ (lindrende) pleje er.

I Danmark er der rigtig mange læger og sygeplejersker, som brænder for det palliative område, selv om det indtil nu ikke har haft høj status. Men glædeligvis er der nu - med stor folkelig opbakning - ved at komme fokus på området. Jeg tror, vi i de kommende år vil opleve, at mange læger og sygeplejersker ønsker at dygtiggøre sig på dette område, så de dels kan yde den lindrende hjælp og støtte til de alvorligt syge og døende, og dels kan undervise og efteruddanne andre.

Der er allerede i flere regioner en stor aktivitet på dette område. Og nu hvor kommunerne har overtaget en stor del af ansvaret for sundhedsvæsenet, er det utroligt vigtigt, at også sygeplejersker i kommunerne og praktiserende læger får en efteruddannelse, så de kan være med til at give den specialiserede lindrende behandling til uhelbredeligt syge og døende i deres hjem.

Men - der skal sættes ind på hele området, bredt - med etablering af hospice-senge, etablering af palliative teams, hjemmehospice, daghospice, uddannelse m.v.
Vi har meget, der skal indhentes i Danmark. Vi er desværre bagud. For mig er det dog ikke det værste. For mig er det værste tanken om de mange døende i vort land, som ikke får den optimale, specialiserede behandling, som vi har alle muligheder for at give dem.

Tove Videbæk
Formand for Hospice Forum Danmark