En værdig afsked med livet

08. maj 2007
Efter et meget fremgangsrigt år for hospice-bevægelsen i Danmark afholdes årsmøde
Efter et meget fremgangsrigt år for hospice-bevægelsen i Danmark afholder Hospice Forum Danmark i weekenden sit årsmøde over temaet "Hvordan give uhelbredeligt syge mennesker en mere værdig afsked med livet?"

Formanden for Hospice Forum Danmark, tidl. MF Tove Videbæk, Brande, udtaler i forbindelse med årsmødet:
- Alle skal vi sige farvel til livet. Spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.
- Hospice Forum Danmark kæmper for at give alvorligt syge og døende de bedst mulige betingelser i deres sidste fase af livet.
- Vi arbejder for, at alvorligt syge og døende medborgere rundt omkring i landet kan få de bedst mulige rammer. I den sidste tid før livets afslutning.
- Både patienter og pårørende har i denne vanskelige fase af livet brug for særlig omsorg, og den ønsker vi, at de får, siger Tove Videbæk

På lørdag den 12. maj fra klokken 9.30 - 16.30 mødes bestyrelsesmedlemmer fra 11 støtteforeninger, samt medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer fra 10 hospicer med andre hospice-interesserede til årsmøde med generalforsamling og seminarer. Mødet foregår i Odense på Dalum Landbrugsskole, Landbrugsvej 65 i mødesal F.

Efter formiddagens generalforsamling er der to parallelle seminarer på programmet. Det ene seminar handler om de mange frivillige medarbejderes betydning og muligheder - både på hospice og i hjemstedskommunerne. Det andet seminar fokuserer på selve hospice-idéen, og arbejdet i de selvejende hospicers bestyrelser. .

Der findes i dag 11 hospicer med i alt 113 sengepladser. Ifølge en 3 år gammel opgørelse er behovet mindst 250. Der er fem hospicer under etablering eller forberedelse med i alt 62 sengepladser og en udvidelse af et eksisterende hospice med 12 pladser. Det vil i de næste få år øge antallet af sengepladser til 187 - men altså stadig et underskud i forhold til behovsopgørelsen fra 2004. I alle regioner er der i øjeblikket et stort pres på de etablerede hospicer.

I den forbindelse oplyser Tove Videbæk, som er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland, at der til efteråret forventes nye evalueringer af behovet for hospice-pladser.

For yderligere information:

Kontakt:
Formand f. Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk: tlf. 23 41 31 79
Adresse: Birkebæk 10, 7330 Brande
E-mail: formand@hospice.dk