Erhvervsliv støtter hospice

04. november 2009
Erhvervsliv støtter nu det ny hospiceprojekt på Sydfyn
Det sydfynske erhvervsliv melder sig nu som støtte til et nyt hospice på Sydfyn. Det sker efter det står klart, at der stadig mangler 200.000 kroner, før det ny hospice, der efter al sandsynlighed skal ligge i Svendborg, kan realiseres.
Erhvervsforum Svendborg opfordrer nu alle egnens virksomheder til at bakke op om projektet.
Foreningen, der arbejder på at realisere det nye hospice, har indtil nu kun 24 virksomhedsmedlemmer.
Men nu har Erhvervsforum Svendborg sendt en mail rundt til samtlige medlemmer med opfordringer til at støtte med de 300 kroner om året, et medlemskab koster, skriver Fyns Amts Avis.
Region Syddanmark har besluttet at afsætte én million kroner i 2010 til etablering af det nye hospice og 14. millioner kroner til driften af det fra 2011. Nu mangler der altså så 200.000 kroner til etablering den selvejende institution, der skal stå for endelig planlægning, opførelse og drift af Hospice Sydfyn.