Fornem hæder til aflastningstjeneste ved hospice i Esbjerg

07. oktober 2007
Aflastningstjenesten i Esbjerg og Varde, har fået en stor påskønnelse for deres arbejde

Aflastningstjenesten Esbjerg-Varde kåret som "Månedens succes"
Overraskelsen var stor, da Lise Erbs fredag blev mødt af chefredaktør Mikael Kamber og en fotograf fra JydskeVestkysten på Esbjerg Hospice. Hun var blevet kaldt til stedet under påskud af et uopsætligt møde. Det var der så vidt ikke noget forkert imen det var ikke lige et sådant møde Lise Erbs havde forestillet sig.


Men til gengæld var glæden rigtig stor, da hun fik overrakt prisen "Månedens succes i Esbjerg".
Prisen deler hun med de 130 frivillige der er knyttet til tjenesten. De 47 af medlemmerne har deres virke på Esbjerg hospice, hvor de løser mange af de opgaver, som der er brug for og der ikke er personale til.


- De frivillige er en stor gave til os, sagde hospiceleder Ulla Krogh Jessen i forbindelse med pris- overrækkelsen.

- På JydskeVestkysten tror vi på, at det er værd at fortælle om det, der lykkes, så man kan glæde sig over det og lade sig inspirere, sagde Mikael Kamber ved overrækkelsen. Det er bladets læsere, der har kåret Aflastningstjenesten som "Månedens succes", på baggrund af en artikel i avisen.

- Anerkendelsen betyder rigtig meget for os mennesker på alle planer. Men for os frivillige betyder det også en vigtig opmærksomhed om vores arbejde. Vi rækker hænderne ud, for der er ikke meget ved at arbejde uden at blive brugt, sagde Lise Erbs til JydskeVestkysten ved prisoverrækkelsen.


Aflastningstjenesten består af frivillige som besøger patienter på hospice og i hjemmene, og giver en hånd med, hvor det er nødvendigt. Blandt andet påtager de sig at våge hos døende.

Afslastningstjensten blev stiftet for 15 år siden og er organisatorisk knyttet til Esbjerg KFUM og KFUK.