Hospicechef ansat til HosiceLimfjord

03. november 2006
Bestyrelsen for HospiceLimfjord har besluttet blandt vel kvalificerede ansøgere at ansætte sygeplejerske Birte Markfoged i stillingen som chef for HospiceLimfjord.<br/>

Birte Markfoged har primært beskæftiget sig med anæstesi, og hun har mangeårig erfaring med lindrende behandling af alvorligt syge patienter.

Som afdelingssygeplejerske i Holstebro og Skive har Birte Markfoged opnået stor erfaring som leder. Erfaringerne er suppleret med Diplom i ledelse fra Danmarks sygeplejehøjskole, samt uddannelse indenfor psykologi og smertebehandling.

Birte Markfoged er således en kompetent leder, som med sit smilende væsen og store engagement i de meget hospicerelaterede emner som lindring og omsorg vil formå at gøre HospiceLimfjord til et attraktivt hospicemiljø.

Birte Markfoged er 46 år, gift og bosiddende i Skive.

Det er med stor glæde, at bestyrelsen har kunnet ansætte Birte Markfoged som hospicechef for det hospice, der er under opførelse i Skive.

I den første tid vil den nye leder være optaget af alle de opgaver, der knytter sig til etableringen af et hospice. Ikke mindst vil ansættelsen af det øvrige personale være en meget vigtig opgave.

Birte Markfoged tiltræder stillingen pr. 1. december 2006, og HospiceLimfjord forventer at de første patienter flytter ind i maj 2007.

Venlig hilsen

Martin Bach-Vilhelmsen,
formand for HospiceLimfjord