Læserbrev fra Troels Dolmer - Formand for Hospice Østjyllands Støtteforening

18. november 2010
Næste hospice i Region Midt
Regionsrådet i Region Midt har besluttet, at det næste hospice skal placeres i den sydøstlige del af Regionen.

Det er der mange gode grunde til, og jeg vil nævne de vigtigste, nu hvor det på Christiansborg er besluttet , at vi i Danmark skal op på international standard m.h.t. hospicepladser - omend ikke helt!

Der er i dag 4 hospicer i Region Midt.
Mod øst er der Hospice Søholm ved Århus og Hospice Djursland i Rønde. De to hospicers naturlige dækningsområde er Århus og kommunerne Favrskov, Randers, Syd- og Norddjurs. Disse to hospicer dækker i rimelig grad behovet, og der er derfor ikke brug for flere hospicepladser i det område.
Tilsvarende dækker de to hospicer i Hvide Sande og Skive den vestlige og midterste del af Regionen, således at de to hospicers dækning udover de vestlige kommuner mod øst inkluderer Viborg og Ikast-Brande kommuner og en god del af Silkeborg kommune. Når befolkningen i dette område har rimelig adgang til hospice, giver det ikke mening at placere det næste hospice der. Afstanden til borgerne i sydøst, som mangler rimelig hospiceadgang, vil være betydelig, og et nyt hospice i dette område vil tage patienter fra hospicerne i Hvide Sande og Skive, som derfor vil komme til at stå med tomme senge.

Det er derfor velbegrundet at kigge mod sydøst, når det næste hospice skal placeres.

Nærhed er afgørende, og i dag med den manglende hospicemulighed bliver alt for få patienter fra den sydøstlige del af Regionen indlagt - dvs fra kommunerne Hedensted, Horsens, Skanderborg, Odder.
I dette område vokser befolkningstallet hurtigst i hele landet, og manglen på hospicepladser vil derfor blive stadig større.

Der har været kritik af, at hospicerne her mod øst kommer til at ligge tæt, men det forekommer indlysende, at jo tættere, folk bor, desto tættere må sådanne institutioner naturligvis være placeret.

En placering i udkanten af Skanderborg, hvor der er stillet en gratis grund i et attraktivt område til rådighed, vil betyde, at ¼ million mennesker vil få max. 35 km til hospice, og her er Århusianerne oven i købet ikke medregnet. Det er netop mennesker indenfor disse 35 km, som i dag i alt for ringe grad har mulighed for at komme på hospice.
Støtteforeningen for Hospice Østjylland har i flere år arbejdet for en sådan placering og glæder sig over, at Regionen nu peger på et hospice placeret mod sydøst, og det kunne jo glimrende være netop ved Skanderborg.
En god infrastruktur er nødvendig, og der er Skanderborg privilegeret, og har dertil en smuk natur.

Nogle vil sikkert mene, at det ville være en fordel at råde over en bygning, som kunne ombygges til hospice. Erfaringen fra nyetablerede hospicer andre steder i landet fortæller, at det koster det samme, om man benytter en bestående bygning eller bygger på bar mark. Billigere er det i alt fald ikke.

Regionen mener ikke at have råd til yderligere et hospice i øjeblikket - og da slet ikke to, sådan som det har også været fremført. På den anden side er det svært at forstå, at man kan finde det i orden ikke at tilbyde befolkningen i sydøst den samme hospicemulighed, som resten af Regionens befolkning har.

Når politikerne planlægger den fremtidige sygehusstruktur, må de tænke på, at en hospiceseng pr. dag ikke er dyrere end en almindelig sygehusseng, og så kan hospice oven i købet tilbyde en så langt bedre behandling.

I den sydøstlige del af Regionen er der brug for et hospice med 12 senge, og det vil have mange fordele at placere det ved Skanderborg.

Troels Dolmer
Formand for Hospice Østjyllands Støtteforening
Højdedraget 12, 8660 Skanderborg
86521483 info@hospiceostjylland.dk