Nyt Nordjysk hospice på vej

22. september 2007
Danmarks første specialiserede hospice for patienter med hjerte- eller lungesygdom

Seks institutioner har indledt samarbejde om at oprette Danmarks første specialiserede hospice for patienter med hjerte- eller lungesygdom. Det ny hospice satser på telemedicinsk behandling.

En stor gruppe hjerte- og lungepatienter får i dag ringe eller slet ingen hjælp i livets sidste fase. Fagfolk mangler viden om pleje og behandling af disse patienter, som har brug for specialistbehandling. Det er baggrunden for, at nedenstående seks institutioner har indgået et samarbejde om at udvikle et rehabiliteringscenter, integreret med et hospice ved Mariager Fjord.

- Statistikken viser, at danske hospicer først og fremmest benyttes af cancerpatienter. Grundet alt for få pladser er presset på hospicerne stort. Hospice Mariager Fjord vil desuden fokusere særligt på de tusinder af døende hjerte- og lunge patienter, som kræver en særlig lindrende pleje i den sidste tid.

Hospice uden grænser - under det fri valg
Mariager Fjord, Rehabiliteringscenter og Hospice, vil landsdækkende tilbyde rehabilitering for patienter med kronisk hjerte- eller lungesygdom samt pleje og behandling af døende. Hospicet kommer til at indeholde enestuer med plads til 20 patienter og et dagafsnit for hjerte- og lungepatienter, der har brug for rehabilitering samt et sengeafsnit og dagcenter for alvorligt syge og døende patienter, uanset diagnose, men med behov for en specialiseret indsats.

Derudover vil hospicet have tilbud til pårørende. Psykologer, læger, fysioterapeuter og sygeplejersker med specialviden om hjerte- og lungesygdomme får deres faste gang på hospicet. De skal arbejde tværfagligt i teams, også med udadgående funktion og væsentlig inddragelse af frivillig arbejdskraft, hvor dette er muligt.

Det nye rehabiliteringscenter og hospice har også planer om at benytte telemedicin i plejen af patienterne. Ved hjælp af lyd og billeder vil fagfolk overføre data og kommunikere med specialister, som befinder sig andre steder i landet. Her vil Aalborg Universitet være tovholder og bidrage med udvikling af de ny værktøjer.

Ny institutionsmodel efter danske forhold
Bestyrelsen for Den Selvejende Institution Hospice Mariager Fjord og Center for Lindrende Indsats (Fond) har oprettet et Advisory Board (rådgiverpanel), som foreløbig består af syv medlemmer med direktør, professor Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinsititut som formand. Se øvrige medlemmer i nedenstående faktaboks.

Hjerteforeningens sundhedschef, Ingrid Willaing, der også er medlem af Advisory Board udtaler, at hun ser frem til at bidrage med viden om efterbehandling til hjertekarpatienter på det nordjyske rehabiliteringscenter og hospice.

- Vi ved, at en stor gruppe hjertekarpatienter ikke får tilbudt efterbehandling efter indlæggelse på hospital. Vi ved også, at alvorligt syge hjertesvigtpatienter er en overset gruppe, der ofte ikke får den nødvendige støtte og lindring i den sidste tid. Begge grupper kan få gavn af den specialviden og pleje, som Hospice Mariager Fjord vil tilbyde, siger Ingrid Willaing.

Klar i 2009
Mellem 50.000 og 100.000 patienter lever i dag med hjertesvigt og forekomsten vil stige de kommende år. Det er en uhelbredelig sygdom, der kan opstå for eksempel efter store blodpropper i hjertet. Forbedrede behandlingsmetoder betyder, at mange lever længere med deres sygdom, men i sygdommens sidste periode er en del så dårlige, at der er et stort behov for specialiseret hjælp og lindrende pleje.

Det forventes, at Mariager Fjord, Rehabiliteringscenter og Hospice står klar til at modtage de første patienter i 2009. Projektet har været under forberedelse et års tid siden Stinne og Martinus Sørensens Fond i Aalborg tog initiativ til hospicet. Samarbejdspartnerne, der foreløbig tæller 6 interessenter, er i gang med at søge udviklingsmidler til forskellig side til en forstærket indsats, ligesom der kan komme flere interesseparter på tale i det videre udviklingsforløb.



FAKTA:

Disse samarbejder foreløbigt om Hospice Mariager Fjord
Stinne og Martinus Sørensens Fond, Mariagerfjord Kommune, Hjerteforeningen, Dansk Sundhedsinstitut, Aalborg Universitet og Sundheds CVU Nordjylland.


Medlemmer af Advisory Board for Hospice Mariager Fjord:

Professor cand. rer. soc. Jes Søgaard, Direktør for Dansk Sundhedsinstitut (DSI), København - (med sundhedsøkonomisk og evalueringsmæssig ekspertise) - formand for AB

Professor dr. med. Egon Toft, Prodekan for Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet (ekspertise på hjertesygdomme og telemedicin)

Overlæge Per Thorgaard, Forskningskoordinerende overlæge i Anæstesien Region Nordjylland. Leder af forskningsgruppen Musica Humana Research (ekspertise på miljøområdet, telemedicin m.m.)

Centerchef, sygeplejerske, MPH Eva Borg, Sundhedscenter Østerbro og Nørrebro, København - næstformand i Lungeforeningens bestyrelse (ekspertise på rehabilitering af patienter i institutionens målgruppe, organisationsudvikling m.m.)

Overlæge Torben Worsøe Jespersen, Det Palliative Team/Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus (ekspertise i smertebehandling, palliativ medicin, erfaring med rehabilitering og palliation i et samspil)

Sundhedschef, sygeplejerske, MPH Ingrid Willaing, Hjerteforeningen (bred erfaring med forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering, forskningsledelse, undervisning og vejledning)

Projektleder, fysioterapeut, cand. scient. soc. Jette Bangshaab, Videncenter for rehabilitering og fysisk aktivitet for borgere med kroniske lidelser ved Sundheds CVU Nordjylland (personlig erfaring med kvalificering af socialt arbejde i den primærkommunale hjemmepleje, belyst gennem visitationssamtaler med borgere med psykosociale problemstillinger)

Læs mere om Hospice Mariager Fjord