Nytårshilsen fra Hospice Forum Danmark

27. december 2006
Fra Hospice Forum Danmark vil vi gerne ønske dig et godt nyt år og samtidig takke for din interesse for det, som vi brænder for.

Fra Hospice Forum Danmark vil vi gerne ønske dig et godt nyt år og samtidig takke for din interesse for det, som vi brænder for.

2006 har været et godt år for hospice-sagen i Danmark. Aldrig tidligere har så mange ladet sig engagere i omsorgen for alvorligt syge og døende borgere i Danmark.

I praksis har det medført, at der på et år er opført eller påbegyndt flere hospicer end nogen sinde tidligere i vort land. Den frivillige indsats, som har været af så stor betydning i de mange år, hvor hospice-tanken er modnet politisk, har fået tag i en stor del af befolkningen. Det oplever vore hospice-støtteforeninger overalt i Danmark.

Arbejdet på vore hospicer har nået et meget flot fagligt niveau hvad angår omsorgen og den lindrende indsats. Sygeplejersker, læger og mange andre fagpersoner har på en enestående måde taget sagen til sig - og været med til at udvikle området. Det betyder, at det faglige niveau nu svarer til den indsats, der ydes i de lande, som har inspireret Danmark i snart 30 år.

Interessen for moderne hospice-byggeri har medført, at der i 2006 er udviklet et spændende program for Det Gode Hospice i Danmark". Det første hospice, der fra grunden af opføres efter disse retningslinier, er påbegyndt på Djursland. Og Hospice Forum Danmark har fået mulighed for at oversætte programmet til engelsk, så vor danske model kan blive kendt - og måske anvendt - overalt i verden.

Sammen med andre i Hospice Forum Danmarks bestyrelse har jeg - som nyvalgt landsformand - i dette efterår brugt nogen tid på at besøge vore hospicer og støtteforeninger. Det er foreløbig blevet til 10 inspirerende besøg. Disse kontaktbesøg vil blive fortsat - foreløbig frem til vort årsmøde, som i 2007 finder sted lørdag den 12. maj på Dalum Landbrugsskole i Odense. Her vil resultaterne fra denne kontakt bl.a. indgå i årsmødeprogrammet.

På trods af den store byggeaktivitet, som er fulgt efter ikrafttrædelsen af hospice-afsnittet i Sundhedsloven (Lov nr. 546 af 24. juni 2006, § 75, stk. 4 og 5), har vi stadig ikke hospice-pladser nok i Danmark. Og alt for mange alvorligt syge og døende bliver stadig afvist. Derfor vil Hospice Forum Danmark fortsat arbejde for, at hospice og palliativ pleje bliver et tilbud for alle alvorligt syge og døende i Danmark. Enhver bør selv kunne vælge, hvor man vil tilbringe de sidste dage af livet. Uanset om man er rig eller fattig. Uanset hvor i landet man bor.

Jeg ser frem til at møde rigtig mange hospice-interesserede på årsmødet. I mellemtiden henviser jeg til vor udvidede hjemmeside www.hospice.dk, som vi anvender til at holde jer alle informeret så godt som muligt. Og tak for de mange henvendelser, vi har fået i årets løb.

Med venlig hilsen,
og ønsket om godt nytår for alle i hospice-bevægelsen!

Tove Videbæk
formand for Hospice Forum Danmark

"