Øget pres på hospicer

25. maj 2007
Presset på landets hospice øges, og der er langt fra sengepladser nok.
Af web-journalist Evan Johansen

Presset på landets hospice øges, og der er langt fra sengepladser nok. Mere end halvdelen, der har brug for et ophold, må afvises på grund af pladsmangel.

Behovet for hospicepladser øges konstant. Lige nu må langt over halvdelen af potentielle brugere afvises på grund af pladsmangel. Værst ser det ud i hovedstadsområdet, men også i Vejle på Sct. Marie Hospice må man afvise mange, der har brug for lindrende pleje og øget omsorg i forbindelse med at livet ebber ud.

Behov for flere nye pladser
Flere steder i landet arbejdes der på at oprette hospicer, så noget af presset fra de øvrige kan fjernes.
- Vi glæder os til en fremtid, hvor alle, der bliver henvist til hospice, kan få plads. Men der er et stykke vej til Sundhedsstyrelsen mål på 257 sengeplades er opfyldt. Det er dog glædeligt, at de nye regionsråd har godkendt 65 nye pladser, så vi snart er oppe på 190 pladser, siger formanden for Hospice Forum Tove Videbæk til Kristeligt Dagblad.
Tove Videbæk er af den opfattelse, at den større søgning skyldes, at hospicetanken bliver mere og mere kendt. Hun understreger, at hospice i fremtiden skal være et nødvendigt gode i det danske sundhedsvæsen.
- Når vi når op på 257 pladser, må vi så vurdere, om det dækker det reelle behov, eller om vi skal arbejde for flere pladser. Det skal være sådan, at de der har brug for det også har muligheden. Selvfølgelig skal alle ikke på hospice, men de der indstilles af de palliative teams eller læger får en plads. Vi kan ikke leve med, at de der har behovet ikke får den fornødne hjælp.

Hotline
På Sct. Maria Hospice i Vejle arbejder man lige nu på at oprette en hotline, hvor pårørende og patienter, der ikke har fået plads på hospice, kan ringe til hospicet med akutte spørgsmål og problemer. På sigt er ønsket i Vejle et dagtilbud, som kan være med til at aflaste de pårørende, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad.
En måde at forbedre de sidste levedage for patienter, der ikke får plads på landets hospice vil være at sikre en bedre uddannelse af hjemmehjælpere og andet sundhedspersonale, så de kan yde en endnu bedre indsats overfor den døende. Indsatsen på dette område er allerede i gang i blandt andet Vejle og Herning.
- Jeg synes det er en rigtig god ide, at der laves dagtilbud på samtlige af vore hospicer. Det må være næste skridt på vejen. Der kan vi hjælpe de patienter, der ikke får en plads, men ligeså vigtigt hjælpe de patienter, der gerne vil være hjemme den sidste tid, men har brug for at få justeret medicin og få anden form for hjælp i daglige. Derved kan vi også aflaste de pårørende i forløbet, fastslår Tove Videbæk.