Pårørende takker for kærlig pleje på hospice

Grethe Jørgensen fra Vejen er taknemmelig for at hendes Jørgen kunne tilbringe den sidste tid på Hospice Sydvestjylland.

"Tak for den kærlige pleje, Jørgen fik på hospice."
 

 
Det stod i dødsannoncen, da Jørgen Gravlund Jørgensen fra Vejen gik bort efter kort tids sygdom. Ordene havde hans hustru Grethe skrevet, for det havde været trygt og godt at være i professionelle hænder til det sidste. Omsorgen, smertelindringen, den hyggelige atmosfære - alt sammen bidrog til, at Grethe kunne koncentrere sig om at være sammen med Jørgen de sidste uger.
- Det er en positiv oplevelse at komme på hospice. Stille og roligt. De har god tid til én, sygeplejerskerne kommer og sætter sig og spørger om de kan hjælpe med noget, måske psykolog eller præst. Dejligt at have dem at snakke med, konstaterer Grethe, da vi besøger hende i hjemmet i Vejen.
Hun har netop skrællet kartofler og gjort klar til aftensmad, fordi hendes søn og svigerdatter kommer på besøg. I stuen er der flere billeder af Jørgen, der var en stille og gemytlig mand, altid parat til at gøre en tjeneste. Og så var han fast inventar ved grillen om sommeren.
Det er tomt efter Jørgen. Men heldigvis er Grethe omgivet af mange venner og en kærlig familie. Hun har lige holdt 70 års fødselsdag med 125 gæster.
Når hverdagen banker på, får hun tiden til at gå med sin store hobby gennem mange år: syning. Og midt i sorgen er tiden på Hospice Sydvestjylland godt at tænke tilbage på.

Hvis Vorherre vil.
Det hele begyndte, da Jørgen blev alvorligt syg den 1. februar. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var cancer, og at sygdommen havde spredt sig i hele tarmsystemet og videre til bughulen og leveren. Lægerne opererede i seks timer, men kunne ikke gøre mere og sendte ham hjem. Jørgen skulle på aflastning på plejehjem, men det ville han ikke.
- Så spurgte jeg Hospice Sydvestjylland, om de havde plads. De svarede: Det har vi ikke lige nu, og vi ved ikke om Vorherre har, fortæller Grethe og fortsætter:
- Senere viste det sig, at en af de indlagte døde samme dag, og derfor kunne Jørgen få en plads ganske hurtigt. Så det var det de mente med Vorherre.
Ambulancen kom indenfor en time.
- Da vi ankom til hospice stod de alle og ventede på os, bl.a. hospicechefen og den sygeplejerske, som skulle passe Jørgen. Hende var han glad for, husker Grethe. - Han kom i eget tøj og fik lov at ligge i sit eget nattøj. Det var rart, at han ikke skulle gå rundt i hospitalstøj.
- Vi var der i fire uger, jeg var der nat og dag i de tre. Psykologen kom ind og sagde: du har vist brug for at snakke, du har så mange tårer. Ja, svarede jeg, for jeg venter på døden. Jeg ville da meget hellere vente på noget andet.
- Jeg blev efter hånden meget træt. Så sagde sygeplejerskerne, at jeg skulle lægge mig op i et værelse ovenpå. Så skulle de nok kalde, hvis der var noget. På den måde fik jeg sovet lidt.

Flot arbejde fra frivillige
Om dagen gik Grethe og hjalp til frivilligt.
- Jørgen sov jo meget og jeg skulle have tiden til at gå. Så jeg fyldte og tømte opvaskemaskinen. Det var dejligt at jeg fik lov til det.
- Det var i det hele taget dejligt med de mange frivillige, som kom formiddag og eftermiddag for at dække bord, gå til hånde, øse mad op, og rydde væk. En af de frivillige spillede i orkester, og de kom en aften og underholdt et par timer. Det var rigtig hyggeligt.
Efter hånden sov Jørgen hele tiden, og så kunne Grethe ikke være der længere.
- Jeg skulle have noget søvn. Så den sidste uge sov jeg hjemme og besøgte Jørgen på hospice hver eftermiddag. En eftermiddag, da jeg og familien kom, var han helt bevidstløs. Så vi blev der til han døde. Personalet kom og vendte ham, væskede hans læber med Sprite - det kunne han godt li' -, og snakkede til ham.
Jørgen gik bort samme nat den 17. november 2009.
- Jeg sov ved ham den nat. Da jeg vågnede og ville tage ham ved hånden, kunne jeg mærke, at han var væk. Da udbrød jeg spontant: "Nej, hvor var det godt for dig!"

Tænder lys
Derefter kom sygeplejerskerne ind og gjorde ham pænt i stand. De tændte lys, satte blomster og stillede an.
- Når nogen dør på hospice bliver der tændt et lys på et bord ved trappen, og det blev der også for Jørgen. Her skrev de en hilsen fra personalet og citerede versene fra salmen "Nu falmer skoven trindt om land.". Det er fantastik, at de skriver et kort hver gang nogen dør, og kortene får forskellige vers. Mens vi var der i fire uger, døde 14 mennesker.
Der er mindegudstjeneste i Vor Frelser Kirke i Esbjerg to gange om året, i oktober og maj.
- Her har jeg deltaget sammen med min søn, og gik til kaffe henne på hospice bagefter for at se om jeg kunne få en snak med personalet igen.
Grethe mødes stadig med to andre enker, som hun lærte at kende på hospice. De sms'er sammen, mødes og får et glas rødvin. Det er Grethe rigtig glad for. Ligesom hun stadig tænker tilbage på hospice og den kvalitetstid hun kunne have sammen med Jørgen på grund af den professionelle pleje.
- Et par måneder efter Jørgens død ringede en af sygeplejerskerne hjem til mig og spurgte hvordan jeg havde det. Det var så sødt! Tænk, at de har overskud til sådan noget! slutter Grethe Jørgensen.
Nu ringer det snart på døren og aftensmaden skal være klar til familien.