Palliation er totalomsorg

10. november 2010
Svære kræftforløb kan afsluttes i eget hjem med palliative teams
Døende patienter er en opgave, hvor hjemmesygeplejersker virkelig kommer til deres ret.
I dag kan selv meget komplekse kræftforløb afsluttes i borgernes eget hjem, fordi hjemmesygeplejen kan trække på specialiseret viden fra de palliative team, som sygehusene har bygget op i løbet af de sidste 10 år.
Det skriver fagbladet Sygeplejersken.
I Esbjerg består det palliative team af læger, sygeplejersker, fysioterapeut, socialrådgiver, psykolog og sekretær. Det blev oprettet med fokus på en bedre smertedækning, fortæller palliationssygeplejerske Hanne Christensen.
- Men det store skift ligger i, at vi både ser på patienten og hele familien. Er hustruen ved at bryde sammen? Får hun sovet om natten? Skal vi have kontakt til skolen? Er der styr på økonomien, eller bliver rudekuverterne bare lagt til side? Palliation er totalomsorg, siger hun til fagbladet Sygeplejersken.
At hjemmesygeplejerskerne også får lov til at yde totalomsorg i de terminale forløb, er Hanne Christensens bud på, hvorfor terminalplejen i hjemmet er blevet en succeshistorie.
- De er specialister i at yde sygepleje i eget hjem, og her får de lov til at yde omsorg for det hele menneske, tilføjer hun.