Patienter betaler prisen for fyringer

14. januar 2010
Der vil ske flere menneskelige fejl, skriver plejere fra Herlev Hospital.
Plejepersonalet på Herlev Hospital går nu i brechen for syge og døende patienter, der risikerer ringere pleje på grund af besparelser.
- At der skal spares 195 millioner betyder nemlig, at hver 10. medarbejder i kræftafdelingen skal fyres. Dette vil få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for både arbejdsforholdene for personalet og for plejen og behandlingen af patienterne, skriver plejepersonalt i et fælles debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
- Vi frygter, at arbejdspresset for det tilbageværende personale vil blive så højt, at man inden for kort tid vil forlade den synkende skude, og det vil få endnu mere alvorlige konsekvenser for vores i forvejen skrøbelige patienter.
Kræftplan 2 er et folkeligt og politisk krav om en hurtig, effektiv og kvalitetssikker pleje og behandling af danske kræftpatienter. Patientpakker har medført et langt højere indtag af patienter til kemoterapi-behandling og til stråleterapi. Disse behandlinger giver bivirkninger og kræver ofte indlæggelse.
- Besparelser på personaleområdet vil uden tvivl være en trussel mod ventetidsgarantier, kvalitetssikker og effektiv pleje og behandling, skriver plejerne og slutter indlægget:
- Vi kan kun appellere til, at politikerne griber økonomisk ind og sætter en stopper for de varslede besparelser i form af ansættelsesstop og fyringer, som de gjorde det, da bankerne havde behov for økonomisk hjælp. Det er trods alt menneskeliv, der står på spil, og ikke finanser.