Specialister i lindrende behandling rådgiver sygehuspersonale

Af Svend Løbner

Sygehuse er til for at behandle? Men hvad gør man, når behandlingen ikke virker længere? Hvornår stopper man og sikrer at patienten får ro til at forberede sig på døden?
Det hjælper Palliativt Team i Vejle områdets sygehuse med. Vi var med, da teamets leder, overlæge Tove Vejlgaard og sygeplejerske Lene Jørgensen holdt to halv times konferencer for travle læger og sygeplejersker på Vejle Sygehus.
- Vores opgave er at være konsulenter på de allermest komplekse tilfælde, siger Tove Vejlgaard. - Mange alvorligt syge eller døende patienter har imidlertid problemer og symptomer, som ikke betragtes som meget komplekse, men som ikke bliver varetaget tilfredsstillende på en travl sygehusafdeling . Derfor er det vigtigt at vi bistår med at udvikle den palliative - dvs. lindrende - indsats på basisniveau, konstaterer hun.
Med basisniveau menes sygehuse, praktiserende læger, plejecentre og hjemmesygeplejen. Selv hører Palliativt Team til specialistniveauet sammen med hospicetilbuddet. Palliativt Team i Vejle består af tre læger, fem sygeplejersker, en fysioterapeut, en psykolog og en sekretær, og er en underafdeling af onkologisk afdeling, Vejle Sygehus..

Medicinsk succes
- Vi har netop afsluttet hvad vi kunne kalde "en medicinsk succes", siger Tove Vejlgaard. Palliativt Team i Vejle har assisteret medicinsk afdeling på Vejle Sygehus ca. et år. Det har øget afdelingens kompetencer i smerte- og symptomlindrende behandling af uhelbredeligt syge og døende. En behandling, der normalt ligger udenfor lægernes arbejdsfelt. Endvidere er det tværfaglige samarbejde omkring patienterne forbedret på afdelingen.
På baggrund af denne succes har sygehusledelsen på Sygehus Lillebælt bevilget en 3-årig sygeplejerske stilling, så projektet kan implementeres på yderligere 6 afdelinger på Sygehus Lillebælt de næste 3 år, to ad gangen.
- Læger er primært uddannede til at kurere, ikke lindre. Faktisk lærer de ikke at lindre smerter. De kender fx morfinens kemiske sammensætning, men ved ikke hvordan præparatet anvendes optimalt, og sygeplejersker har kun fået begrænset indføring i palliativ pleje i deres uddannelse.
Hvert år dør 15.000 danskere af kræft, og over halvdelen af dem dør under indlæggelse på hospital. Undersøgelser i Danmark har vist, at der er et stort behov for uddannelse af læger og sygeplejersker i pleje og behandling af alvorligt syge.
Da det Palliative Team blev etableret i Vejle, viste en undersøgelse blandt læger og sygeplejersker på områdets sygehuse, at 85 pct. mente, palliativ behandling burde være en integreret del af behandlingen i deres afdeling og 65 pct. mente, der var behov for øget støtte til personale, som arbejdede med den palliative indsats.

Folk skal om muligt kunne dø, hvor de vil
- Et af målene for den palliative indsats er, at folk skal have lov at dø, hvor de helst vil. Undersøgelser viser, at de allerfleste gerne vil dø i eget hjem. De færreste vil dø på sygehus. Alligevel er det netop der, de fleste dør og derfor er det vigtigt, at sætte ind med den palliative indsats der, pointerer Tove Vejlgaard.
Palliativt Team i Vejle har ansvar for den specialiserede lindrende pleje af uhelbredeligt syge og døende i det gamle Vejle Amt, primært Sygehus Lillebælt, der er sygehusene i Vejle, Kolding, Fredericia og Middelfart.
- Vi tilser i gennemsnit 240 patienter om året i samarbejde med praktiserende læger, hjemmeplejen, sygehusafdelingen og evt. hospice den sidste tid.
Teamet har et opland på 350.000 borgere. Heraf dør 1000 af kræft om året. Som ekspertteam skal teamet kun se ca. ¼ af patienterne. Resten varetages tilfredsstillende af basisniveauet.
- Vi følger dem i gennemsnit 100 dage - alt mellem nogle få dage til flere år. Jo tidligere vi kommer ind i det afsluttende forløb, jo større mulighed er der for at bedre livskvaliteten for patienten i den sidste tid.

Tryghedskasse
Tove Vejlgaard tager os med på to afdelinger på Vejle Sygehus, først til en konference med rådgivning af læger og sygeplejersker på lungemedicinsk afdeling.
- Sådan kørte vores projekt på afdelingen, som har ønsket at fortsætte med tværfaglige konferencer med Palliativt Team, fortæller Tove Vejlgaard på vej op i elevatoren til afdelingen.
En del sygeplejersker har allerede samlet sig, en ung læge kan også afse den halve time, den lille konference tager.
- Det er meget følsomt at håndtere andre menneskers liv. Især for unge læger, der pludselig får ansvar for mange patienter. Men når man mødes på tværs af faggrupperne, åbner der sig pludselig noget helt tredje.
- Vi har fremstillet en Tryghedskasse til brug for patienter, der dør i hjemmet. Tryghedskassen er produceret i samarbejde med Glostrup Apotek. I kassen er medicin til håndtering af bl.a. angst, uro, smerte og delir - en psykisk lidelse, der kan opstå som følge af skade på hjernen i de sidste levedøgn, forklarer Tove Vejlgaard.
Der er også en sprøjte med en nål, man kan stikke under huden på patienter, der er så syge, at de ikke kan modtage medicin på anden vis. Og så ligger der en lægeordination sammen med kassen, udfyldt af den ordinerende læge, og inde i kassen en lille vejledning.

Tjekliste hjælper
Netop vejledninger er guld værd, når mange sygeplejersker og læger tilser en patient på skift. Den almindelige journal ser bagud, hvad der er sket med patienten indtil nu. Den palliative tjekliste, som enten ligger som folder på kontoret eller direkte på sygehusets computernetværk, ser fremad, hvad der bør gøres, hvis en patient er så svag at al egentlig behandling må indstilles.

Det bliver læger og sygeplejersker på lungemedicinsk afdeling også mindet om på konferencen, ligesom de får mulighed for at stille spørgsmål. Ved hver konference gennemgås også en aktuel patients sygdomsforløb, hvordan det er blevet håndteret indtil nu, og hvad man evt. kan gøre for at lindre smerter og symptomer og gøre den måske sidste tid så rig på god livskvalitet som muligt.
- Vi har en patient på stue X, der er ved at dø, siger en ung sygeplejerske. Vi har nu fulgt tjeklisten om det sidste levedøgn og har talt med den syge og de pårørende efter vejledningen. Vi følte, at vi kom rundt om det hele. Nu er familien klar over, hvad der skal til at ske.

Når patienten protesterer
- En patient på stue Y er døende. Hun har åndenød og vil hverken havde tabletter eller nogen anden behandling, fortæller en anden sygeplejerske.
Tove Vejlgaard tager fat i sagen:
- Vi ser nogen gange med døende, at de bliver mistænksomme mod personalet. Nogle bliver paranoide, hallucinerede eller på andre måder psykologisk agerende. Nogle fægter med armene og taler sort. Det er såkaldt delir, og her skal I bruge præparatet serenase, som kan lindre og få patienten til at falde til ro. Det er samtidig vigtigt, at der sidder en ved siden af, som patienten kender. Eller sørge for menneskeligt nærvær fra personalet.
Sygeplejerske i Det Palliative Team, Lene Jørgensen, supplerer:
- Skab ro på stuen, sluk radioen, læg dynen fast om patienten - det skaber tryghed. Og lad der være få og kendte personer omkring den syge.
Tove Vejlgaard giver en kort forklaring på brugen af tre lindrende præparater: Morfin bruges mod smerter og åndenød, Serenase mod kvalme og delir, og Dormikum er angstdæmpende, fastslår hun.

Hvornår stopper behandlingen?
Konferencen er slut, og vi går videre til onkologisk afdeling, dvs. afdelingen for kræftbehandling. Også her er en del sygeplejersker og tre læger samlede. En aktuel patient tages op til diskussion. Manden fik konstateret leverkræft sidste år, men har nu fået leversvigt, bl.a. fordi han ikke kan tåle kemoterapien. Planen var, at han skulle hjem med Tryghedskassen, men med den forværrede tilstand forbliver han på sygehuset.
Tove Vejlgaard tager forsigtigt fat i, om det havde været bedre at indstille kemobehandlingen tidligere.
- Mange får det bedre i en periode og får dermed bedre livskvalitet i den sidste tid, forklarer hun. - Spørgsmålet er, skader behandlingen mere end den gavner nogle gange? Ville et behandlingsstop skabe tid og ro til at patienten kunne forberede sig på at dø?
Det er tydeligt, at et behandlingsstop ikke lige er lægernes kop the. Svaret er ikke sort-hvidt, bliver alle enige om. Men det er godt at få en snak om det.

Brug hinanden
Og det bliver Tove Vejlgaards sidste anbefaling inden den halve times konference er slut:
- Brug hinanden på tværs af faggrupperne, så ingen står alene med de svære beslutninger, siger hun. - Og mest af alt: snak med patienterne om det.
- For nogle patienter er det vigtigt at bibeholde håbet om at kemobehandlingen virker, siger en sygeplejerske.
Tove Vejlgaard svarer, at håbet ikke kun ligger i at få det bedre af en pose kemo, håb kan også være at man når en fødselsdag, at man kan gå tur med sit barnebarn, at man kan få en god tid med familien derhjemme, Sådanne håb er sandfærdige og realistiske
Alle er enige om, at personalet skal blive bedre til at lytte til hinanden. Sygeplejersker kender deres patienter, det gør lægerne af gode grunde ikke altid. Og sikkert er det, at en konference som denne hver uge er guld værd. Ikke blot for det hårdt arbejdende personale, men i særdeleshed for de alvorligt syge patienter.