Syge danskere blogger om døden

08. juni 2010
Flere og flere fortæller åbent om deres dødelige sygdomme på nettet.
I Danmark er der flere og flere, der på internettet åbent fortæller om deres liv med dødelige sygdomme, skriver Politiken.
Ud over hundredvis af private blogs og hjemmesider har Kræftens Bekæmpelse etableret hjemmesiden www.blogomkraeft.dk, hvor patienter blogger om deres liv med sygdommen.
- Det er en tendens, der er vokset, og vi kommer uden tvivl til at se meget mere til den slags blogs i fremtiden«, siger Jakob Linaa, der er internetforsker ved Aarhus Universitet, og som har beskæftiget sig med sygdomsblogs.
Han mener, at den nye type blogs er et tegn på, at grænserne mellem offentligt og privat flytter sig i takt med, at Facebook og andre sociale netværk er blevet en del af vores hverdag. Selv døden, der er et af de største tabuer i vores kultur, er nu ved at blive offentlig.
- Man kan bruge bloggene til at finde trøst og support hos andre mennesker, og samtidig har man også mulighed for at få den opmærksomhed, som de fleste mennesker i vores tid efterstræber, siger han.
Michael Hviid Jacobsen er enig. Han er studieleder på Humanistisk Palliation ved Aalborg Universitet, en uddannelse, der beskæftiger sig med omsorg ved døden, og har forsket i, hvordan døden håndteres på internettet.
- Det skaber et fællesskab og giver en identitet at skrive om sin sygdom. Man kan finde ligesindede, og mens pårørende måske bliver mætte af at høre om ens sygdom, er nettet altid tilgængeligt, siger han.