Til sygdom os skiller

16. september 2010
Hospice Østjyllands Støtteforening inviterer alle interesserede til møde mandag 4.oktober kl. 19.30

Af Troels Dolmer

Alvorlig sygdom sender et parforhold en tur ud i følelseskarrusellen.
Kampen for overlevelse tager alle kræfter - men kampen for kærligheden viser sig ofte at være hårdere end kampen for overlevelse.

Forfatteren og iværksætteren Susan Binau fortæller om, hvordan livstruende sygdom gennem en årrække vendte op og ned på hendes ægteskab, forholdet til børnene, karrieren og værdierne.


Hun er en moderne kvinde, som i sine bøger og foredrag tager livtag med tilværelsens store, evigt aktuelle spørgsmål på en engageret og nærværende måde.

Støtteforeningen for Hospice Østjylland og Vågetjenesten i Skanderborg har taget initiativ til foredraget med Susan Binau, for at sætte fokus på den svære proces, det er at fungere som familie og som par, når livstruende sygdom vender op og ned på alting i en familie.

I de år, Susan Binau selv var syg af kræft, mødte hun mange andre familier med livstruende sygdom. I sit foredrag vil hun øse både af de erfaringer, hun selv har gjort og af sine medpatienters erfaringer.

Hun vil også forholde sig til, hvordan familie, venner og behandlersystemet kan hjælpe familien med at finde sig selv, når sygdom truer med at skille den i tusind stykker.

Næste Hospice i Skanderborg - nu næsten sikkert.

Efter foredraget med Susan Binau, serveres kaffe og kage.
Derpå fortsætter mødet med Støtteforeningen for Hospice Østjyllands årlige generalforsamling.
Formanden for støtteforeningen vil kunne fortælle om Region Midts beslutning om placeringen af det næste hospice. Denne beslutning træffes en af de sidste dage i september, altså få dage før generalforsamlingen. Rigtig meget tyder på, at Regionen vil anbefale, at næste Hospice placeres i denne sydøstlige del af Regionen.
Støtteforeningen har nu ikke mindre end 1800 medlemmer.

Alle er velkomne til foredraget og også til den efterfølgende generalforsamling for at høre, hvordan hospicesagen står.