Vellykket Hospicemøde

30. oktober 2007
Hospice Østjyllands støtteforening afholdt møde i Horsens Rådhus foredragssal

Hospice Østjyllands støtteforening afholdt tirsdag aften 30/10 møde i Horsens Rådhus foredragssal. Ca.75 hospiceinteresserede hørte tidl. Hospicechef Knud Ole Pedersen fortælle meget inspireret om, hvordan døende mennesker takket være den indsats, som gøres på hospice, får et godt liv de sidste dage, de har tilbage.

Mødet afsluttedes med støtteforeningens årlige generalforsamling, hvor formand Troels Dolmer fortalte om støtteforeningens store aktivitet. Han beskrev også, hvordan Region Midt indenfor det sidste par år har handlet ud fra, at døendes vilkår ikke i tilstrækkelig grad har været tilgodeset. Indsatsen er øget, dels ved oprettelse af mange hospicepladser, dels ved udbygning af palliative teams. Men behovet er fortsat ikke dækket. Støtteforeningen håber på, at Regionens næste skridt er at medvirke til etablering af hospice med 12 pladser i området Horsens, Silkeborg, Skanderborg. Støtteforeningen peger på Skanderborg som den bedste placering.At en grundejer i Skanderborg har tilbudt 10.000 m2 gratis peger yderligere på Skanderborg som stedet for det næste hospice.

3 bestyrelsesmedlemmer var på valg, og blev alle genvalgt. Bestyrelsens 7 medlemmer er:

  • Troels Dolmer, Skanderborg, formand
  • Dorte Sørensen, Skanderborg, næstformand
  • Chr.O.Aagaard, Silkeborg, kasserer
  • Finn Petersen, Horsens, sekretær
  • Inga Marie Lunde, Silkeborg, bestyrelsesmedlem
  • Elsebeth Bank, Horsens, bestyrelsesmedlem
  • Eric Pettersson, Odder, bestyrelsesmedlem.

  • Dorthe Dejbjerg, Solbjerg, blev genvalgt som suppleant.
  • Ejgil W.Rasmussen indtræder som ny suppleant i bestyrelsen. Ejgil W.Rasmussen er tidligere borgmester i Gedved og tidligere formand for Kommunernes Landsforening.

Troels Dolmer
formand for Hospice Østjyllands støtteforening