Julegaver til de frivillige

16. januar 2017
På Arresødal Hospice fik frivilligkoordinator, Lone Clemen op til jul hjælp til en ekstra anerkendelse af de frivillige og deres indsats.

Det er langt fra kun patienter, pårørende og personale på landet hospicer, der har øje for den helt uvurderlige betydning, de frivilliges indsats har for livet på hospice.


Op til jul ville Lone Clemen gerne kunne give de mange frivillige kræfter på Arresødal Hospice i Frederiksværk en dejlig julegave som tak for deres utrættelige indsats i huset og ude omkring med patienterne. Men hun var klar over, at hun skulle have hjælp, hvis det skulle lykkes.


Lone gik derfor i gang med at støvsuge sit netværk for at se, om ikke der var nogle, som kunne have lyst til at hjælpe hende med på en eller anden måde at kunne skabe lidt særlig forkælelse for de 40 frivillige, der i det daglige er med til at skabe gode oplevelser og frirum for patienter og pårørende på Arresødal Hospice.


Og pludselig var der, som Lone siger, bingo og en glad giver kom på banen og donerede 2x40 meget meget flotte julegaver. "Det var med stor spænding og glæde, jeg kunne lægge 40 gaver og dertil hørende julekort under juletræet, da jeg havde inviteret alle de frivillige til kaffe og kage.", siger Lone Clemen.


Det blev en helt speciel eftermiddag for de frivillige, hvor gaverne blev delt ud med kærlighed og en stor tak for indsatsen. Eftermiddagen bød også på fælles julesange og et par små taler, hvor der blev ønsket glædelig jul og godt nytår.


"Det er jo på ingen måde for gavernes skyld, at man bliver frivillig, men det er en dejlig fornemmelse at nogle vil være med til på den måde at anerkende den indsats, de frivillige yder her året igennem", siger Lone Clemen, der sender en stor tak for hjælpen til Menu A/S der stod bag donationen af de flotte gaver.