Mindsk ulighed i sundhed

• Systematisk behovsudredning: Patienter med livstruende sygdomme får ikke systematisk identificeret deres behov for palliation. Man aner med andre ord ikke, hvem der har behov, hvor mange, man sikrer ikke tilbud gives, og at de der ikke er plads til, får anden hjælp. Dette fremgår tydeligt af rigsrevisionens rapport. 
• Bredere fokus på palliative behov: Vi skal sikre, at det ikke blot er kræftpatienter, der får tilbuddet om specialiseret palliation og dermed hospice. Rigsrevisionen påpeger omfattende ulighed i diagnoser. Ud af 1000, der dør af kræft, henvises 640 til specialiseret palliation, mens tallet er 20 gange mindre for patienter med hjerte- og lungesygdomme, hvor blot 34 ud af 1000 henvises. Løsningerne er klare henvisningskriterier, kendte i alle relevante specialer – og særlige enheder på hospice og hospitaler gearet til at modtage disse grupper.
• Ret til samtaler om livskvalitet og behandlingsniveau: En indsats målrettet et brud med tabuet om døden i samtaler mellem patienter, pårørende og professionelle, er en vigtig men også svær udfordring. Vi kan komme et stykke ved at gøre samtalen til en ret, men måske ikke langt nok til at det udfolder sig i praksis. Det er vigtigt at skabe kompetencer, rammer og rutiner, der sikrer, at samtalerne bliver et reelt tilbud, som patienter får, så retten skal kombineres med kompetenceudvikling hos de sundhedsprofessionelle.
• Den rette kapacitet: For at mindske uligheden må vi også have den rette kapacitet. Der er et enormt pres på de hospicepladser, vi har i dag og for mange når ikke at få en plads, de ellers er visiteret til, før de dør.
  Men det er ikke nok at skabe mere af det, vi har. Vi skal også give plads og økonomi til, at der kan iværksættes nye initiativer, så vi sikrer, at vi har de tilbud, der matcher behovene hos mennesker med alvorlig sygdom. Det kunne være tilbud som fx daghospice, virtuelle tilbud, teams med fokus på de allersidste timer eller ambulatorier.