Helge Myrup: Jeg spiller både på klaver og følelser 

Allerede 14 dage efter jeg begyndte på Hospice Gudenå, oplevede jeg sorgen på allertætteste hold. Jeg ankom til stedet og kunne se at forhallen var fyldt med mennesker. En sygeplejerske kom mig i møde og fortalte at en ung kvinde på 24 år netop var afgået ved døden 10 minutter forinden. ”Så kører jeg bare hjem igen.” ”Nej, nej, sæt du dig bare hen til flyglet og spil noget stille musik.”

Hvad skulle jeg spille? Ikke sørgemusik. Men hvad så? Jeg sad midt i et hav af følelser mellem unge og ældre og følte at en fællesnævner for disse følelser var ordet VEMODIG, som her for mig betyder et følelsesmæssigt tilbageblik på gode minder. Derfra tog det ikke lang tid at skrive de første 10 melodier ned.

Det første jeg spillede, var titelmelodien til Matador og den næste var ”Glemmer du, så husker jeg …”  Da jeg næste dag skulle spille til udsyngningen, blev jeg bedt om at spille disse to melodier, så vidste jeg, at jeg havde ramt rigtigt.

Jeg har nu arbejdet her på Hospice i næsten 3 år som frivillig, et arbejde jeg er utrolig glad for. I de år har jeg haft rigtig mange gode oplevelser, som jeg betragter som perler på en efterhånden lang perlekæde. Som oftest er jeg der i gennemsnit 3 gange om ugen, hvor jeg spiller til udsyngninger eller underholder. Vi har et dejligt flygel og et piano på hjul som kan flyttes rundt i hele huset afhængig af formålet.

Hver torsdag aften åbner vi baren, dvs. vi har en rullende velforsynet bar med både alkoholfrie drikke og de stærke sager. Vi besøger alle relevante stuer til stor glæde for både patienter og pårørende. Når alle stuer er besøgt, ruller vi baren videre til orangeriet, hvor vi opholder os fra 19.30 til 21.

Her overtager jeg klaveret og så er der ønskekoncert, og her kommer min erfaring som selskabsmusiker til sin ret. Vi har også højskolesangbogen til rådighed, og den bliver flittig brugt. Det var en rørende oplevelse da en ældre patient pludselig rejste sig op og bukkede for sin kone og gav sig til at danse med hende – en sjælden oplevelse i baren.

En torsdag aften hvor jeg rullede pianoet ned i baren, sad der en gruppe pårørende som et par timer forinden havde deltaget i en udsyngning. Stemningen var mildest talt trykket pga. nogle familiære problemer. Det måtte jeg gøre noget ved inden baren åbnede, så jeg hentede en stak kopier af ”Lev dit liv mens du har det” og foreslog dem at vi sang den. Det var de heldigvis med på og efter sangen var stemningen meget bedre og de deltog i baren resten af aftenen.

Der kommer nok i gennemsnit 8-10 patienter og pårørende i baren, både i kørestole og senge. Et sjælden syn på en bar. Som oftest er vi 2-3 frivillige i baren, så der er god tid til også at få nogle rigtig gode samtaler, som handler om alt andet end sygdomme.

Gamle Nikolaj på 92 havde i hele sit liv været meget glad for at danse. Da han døde, spurgte jeg hans datter, hvad jeg skulle spille, når han rullede ud fra stuen. Det havde hun helt styr på. Fra stuen og ud til flyglet, skulle jeg spille ”Lille sommerfugl” og mens kisten standsede ved flyglet i forhallen ”Den allersidste Dans” og det sidste stykke vej ud til rustvognen ” ”Om lidt bliver her stille”.

Med denne lille beretning vil jeg fortælle at det altid er spændende, hvad der ønskes spillet ved en udsyngning. I nogle tilfælde har patienten selv valgt alle sange og melodier, men i de fleste tilfælde er det de pårørende der vælger.

Det er utroligt, hvad musikken kan give af oplevelser

En søndag formiddag sad jeg og spillede og sang sammen med tre pårørende og en patient, Søren på ca. 45 år. På et tidspunkt kom vi til ”Hjemmebrænderiet”, hvorefter Søren blev meget fraværende. Jeg spurgte ham, hvor han lige var henne i sine tanker. ”Jeg er hjemme i mit hus for at lede efter et fadølsanlæg som jeg har, men jeg kan ikke finde det” Nå, men vi sang videre. Da jeg mødte ham igen næste aften, fortalte han mig at han ikke havde sovet hele natten fordi han stadig ledte efter anlægget, men kl. 6 havde han skrevet en mail til et firma i Odder og bestilt et nyt, og som han skrev ”I må godt skynde Jer for jeg bor på Hospice. Kl. 12 havde Hospice et fadølsanlæg og kl. 16 kom hans bror med 2 fustager øl.

En fredag formiddag

... mens jeg hyggespillede, kom en ældre dame hen til mig og spurgte om jeg også spillede om lørdagen. ”Det står der ikke noget om i min kalender, men siden du spørger, ligger der sikkert noget spændende bag.” Hun fortalte at hendes kæreste lå på Hospice og at de gerne ville giftes, hvilket de af en eller anden grund ikke måtte, men så ville de forloves, og hun havde allerede en aftale med præsten. Det lød meget spændende, så jeg lovede at komme. Præsten og jeg aftalte, hvad der skulle synges, og så gik ceremonien i gang. Alle 30 gæster var på plads som i en kirke, præsten stod ved ”alteret” og gommen sad i sin kørestol med slanger og iltapparat. 

Jeg spillede den ældre dame med forlovelsesbuket ind i salen og derefter sang vi en salme og præsten bad en bøn. Da præsten ikke havde noget papir, hvor der stod noget om forrettelsen at en forlovelse, sagde han at nu var det op til dem. Damen rejste sig og knælede med buketten og spurgte kæresten: ”Vil du forloves med mig?” og han svarede ja, hvorefter han returnerede spørgsmålet. Ikke et øje var tørt. Præsten holdt en kort tale og efter en salme sprang champagnepropperne, og herefter var jeg hyggepianist.

Musik er god næring til følelser

...og den åbner ofte op for undertrykte følelser. En dag, hvor jeg havde spillet en kiste ud, kom en dame hen til mig og fortalte at det stykke musik jeg have spillet, havde fået hende til græde, noget hun ikke havde kunnet i flere år

Grundstemningen

Hver gang jeg træder ind i Hospice, er det altid spændende, hvordan grundstemningen er. Lige ved indgangen har vi Livstræet, hvor der bliver tændt et lys for de afdøde og hvor de pårørende også kan tænde lys. Allerede der får jeg fornemmelsen af stemningen i huset, og indretter musikken efter det, især hvis der er pårørende tilstede. Hvis ikke der er dødsfald, er der god grund til at spille gode kendte melodier, ikke mindst fra højskolesangbogen, men også fra den mere populære genre. Nogle gange er der hverken patienter eller pårørende i forhallen, så jeg tror at der ofte kommer besøgende der tænker, at musikeren bare sidder og øver sig. 

Heldigvis er bygningen konstrueret sådan at lyden fra flyglet når ud i begge fløje, så hvis patienten bare åbner døren på klem, kan musikken høres, og ofte sker det at en sygeplejerske eller pårørende kommer og fortæller at patienten nyder musikken. Og selv om patienten ikke længere kan reagere på musikken med ord, fortæller sygeplejersken ofte at der sker en ændring i vejrtrækningen, når et nyt stykke musik begynder.

Vi er meget privilegerede på Gudenå Hospice ved at der næsten er musik hver dag. Vi er 5 frivillige, der spiller, hvoraf en spiller på guitar og dertil kommer vores dygtige musikterapeut. Dertil kommer der udøvende kunstnere og underholder gang i måneden kommer der dygtige musikere udefra og underholder, så musikken fylder en del. 

Se opslaget med Helge på Facebook