22 procent dør i eget hjem

31. januar 2013
Kun ganske få får den død, de ønsker sig, viser ny undersøgelse.

Kun ganske få får den død, de ønsker sig, viser ny undersøgelse.

Flertallet af danskerne ender deres dage på steder, hvor kun ganske få ønsker at dø. Kun 5 procent vil dø på hospital, og 1 procent vil dø på plejehjem. Og alligevel ender 75 procent af os vore dage i enten en hospitalsseng eller på plejehjemmet.

Det viser en helt ny undersøgelse fra Palliativt Videncenter. I rapporten "Danskerne om livet med sygdom og død" har godt 1000 danskere i alderen 18 til 93 år svaret på spørgsmål om deres forestillinger om livstruende sygdom og død.
- Der er ingen af os, der drømmer om at blive meget syge, afhængige og hjælpeløse. Men sådan er det jo ofte, hvis man befinder sig på et sygehus eller et plejehjem, og derfor er det ikke et sted, vi går og drømmer om at dø, siger Helle Timm, leder af Palliativt Videncenter til Kristeligt Dagblad.

55 procent af danskerne vil gerne dø i deres eget hjem - men det sker kun for 22 procent af os.