Årsmøde i Hospice Forum Danmark 2015

31. marts 2015
Hospice Forum Danmark årsmøde med bl.a. skuespiller Vigga Bro og børnehospice på programmet

Lørdag den 25. april inviterer Hospice Forum Danmark til årsmøde i skønne omgivelser på Trinity Hotel og Konference center ved Fredericia.

Dagen byder på et spændende og varieret program. Skuespiller Vigga Bro, der er aktuel med en stor rolle i Bille Augusts prisbelønnede film "Stille hjerte", kommer og taler under overskriften: "At have respekt for hele livet! ". Det bliver en snak om både filmen og Vigga Bros eget forhold til døden og de mange dilemmaer, man bliver stillet over for, når døden nærmer sig.

Senere på dagen kommer Hospiceleder Thomas Feveile sammen med sygeplejerske Nanette Quistorff og vil fortælle om de overvejelser og det arbejde, der er i gangsat på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup med henblik på at etablere det første børnehospice i Danmark.

Årsmødet er dog også andet og meget mere end spændende foredrag. Det er også dagen, hvor den første uddeling af Hospice Forum Danmarks nye ildsjælepriser finder sted. Der uddeles to priser - en til frivillig ildsjæl, som har gjort en ekstra indsats i det frivillige arbejde og en til en ildsjæl, der har gjort en særlig indsats på hospice eller i det palliative felt i øvrigt. Bestyrelsen har valgt to modtagere mellem de mange indstillinger, der er kommet fra hele landet.

I løbet af dagen vil der naturligvis også være mulighed for at mødes på kryds og tværs af landet og udveksle idéer og erfaringer om arbejdet lokalt. Ligesom dagen også krydres med et musikalsk indslag ved musikterapeut fra Sct. Maria Hospice i Vejle, Leif Rasmussen.

Du kan læse mere om mødet, finde dagsordenen til generalforsamlingen og se, hvordan du tilmelder dig ved at klikke her.