Aktiv dødshjælp, igen-igen

28. august 2009
Men der er et alternativ, nemlig aktiv livshjælp
Så er diskussionen om aktiv dødshjælp dukket op igen. I denne uge har TV2 kørt med den i bedste sendetid. Og det er klart, at emnet vækker stærke følelser og berører os alle.

Men der er et alternativ, nemlig aktiv livshjælp. Aktiv livshjælp ydes til uhelbredeligt syge og døende på hospicer og af de såkaldte palliative teams. Palliative teams består af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som er specialister i at lindre smerte og støtte og hjælpe uhelbredeligt syge og døende samt deres pårørende.
De tværfaglige teams på hospicer og på sygehuse er også specialister i at lindre psykiske smerter og tage sig af de psykologiske, åndelige og sociale problemer, som pludselig melder sig, når nogen bliver uhelbredeligt syge.

I Danmark har vi desværre ikke tilstrækkeligt med hospicepladser og palliative teams til at alle uhelbredeligt syge og døende kan nyde godt af den fantastiske indsats fra disse specialister.
Derfor må vi i Danmark arbejde på, at få det nødvendige antal hospicepladser, og give de palliative teams flere ressourcer, også til at uddanne personale i hjemmeplejen i kommunerne.
Heldigvis foregår dette allerede en del steder i landet. Og det er helt nødvendigt, for det er jo stadig sådan, at de fleste af os tilbringer de sidste dage enten på sygehus eller i egne hjem.

I Danmark må vi simpelthen gøre en ekstra indsats for at sikre, at der er mulighed for at alle patienter med en uhelbredelig fremadskridende sygdom med forventet kort levetid kan vælge at komme på hospice eller blive betjent af et palliativt team, hvis de har behov for det - uanset hvor de bor.
Dermed bliver behovet for aktiv dødshjælp ryddet af vejen. Med aktiv livshjælp kan også den sidste tid blive meningsfuld.

Derfor er jeg for aktiv livshjælp, og imod aktiv dødshjælp!

Tove Videbæk
Landsformand f. Hospice Forum Danmark
Tidl. MF