Alle hospicer får besøg

07. august 2006
Den nye formand for Hospice Forum Danmark har som sin første eksterne aktivitet valgt at besøge alle hospicer og hospiceforberedende bestyrelser i Danmark.
Landsforeningen Hospice Forum Danmark valgte den 24. juni direktør Tove Videbæk, Brande, som ny formand. Hun er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og tidligere MF og formand for Folketingets socialudvalg.

Tirsdag d. 8. august besøger hun KamillianerGaardens Hospice i Aalborg som det første hospice i en landsdækkende besøgsrunde. De følgende måneder er der planlagt yderligere 7 besøg forskellige steder i landet. De resterende 7 hospicer eller nye hospice-projekter vil blive besøgt inden næste generalforsamling.

Under hvert besøg vil en regional repræsentant fra Hospice Forum Danmarks bestyrelse ledsage formanden. På KamillianerGaardens Hospice vil således sygeplejerske, scand.scient.soc. Karen Marie Dalgaard følge med den nye formand.

- Via denne besøgsrunde ønsker jeg at følge udviklingen i hospice-arbejdet tæt. Ligeledes er det mit ønske at udbygge kontakten mellem landsforeningen og medlemskredsen. Jeg vil meget gerne i dialog med de lokale bestyrelser om aktuelle spørgsmål og behov i det nuværende arbejde med at etablere hospicer samt med at udvikle de allerede eksisterende. Mine erfaringer fra besøgene vil vi arbejde videre med i landsbestyrelsen, således at foreningen også fremover på bedst mulig måde kan støtte såvel de nuværende hospicer, som de, der er under planlægning, siger Tove Videbæk.

Det tidligere folketingsmedlem vil på besøgsrunden yderligere danne sig et overblik over, hvordan etableringen af nye hospicer skrider frem i de enkelte amter / regioner. Tove Videbæk har i sine 7 år i Folketingets sundhedsudvalg arbejdet aktivt med hospice sagen. Hun var bl.a. medvirkende til, at hospice-loven blev vedtaget i efteråret 2004 - med krav om, at der skal etableres et antal hospice-pladser i hvert af landets amter. Med ministeriets seneste bekendtgørelse er antallet foreløbig udvidet fra de oprindelige ca. 50 til i alt 180 pladser.