Ansøgning om Hospice i Skanderborg

15. april 2008
Region Midtjylland modtager nu en ansøgning om Hospice i Skanderborg
Hospice Østjyllands Støtteforening og Danske Diakonhjem har indsendt en gennemarbejdet projektbeskrivelse til Region Midtjylland med henblik på at opnå den driftsaftale med Regionen, som er forudsætningen for at få et hospice etableret.

Hospicestøtteforeningens argumenter for at placere et hospice i Skanderborg er gode og velovervejede..
Området, hvor byerne Horsens, Odder, Silkeborg, Skanderborg danner kernen, har en befolkning på ¼ million mennesker, som har svært ved at komme på hospice. De to nærmeste hospicer (Hospice Søholm i Stautrup udenfor Århus og Sct. Maria Hospice Center i Vejle) må afvise hver anden af de henviste patienter. Patienter som ønsker og har behov for at kommet på hospice.
Et andet vigtigt argument er, at nærhed og infrastruktur er ganske afgørende for de pårørendes besøg på hospice. For mange mennesker vil afstanden til de øvrige hospicer i Hvide Sande, Skive og Rønde være en væsentlig hindring for de hyppige besøg, der er brug for i den situation. Ofte er varigheden af indlæggelse på hospice et spørgsmål om få dage eller uger og daglige besøg derfor meget nødvendige.
Skanderborg ligger rimeligt centralt befolkningsmæssigt og geografisk i området Horsens, Odder, Silkeborg, Skanderborg. Udover at Skanderborg er begunstiget af en smuk natur, har byen en meget god infrastruktur med to jernbaner, motorvej og gode busforbindelser.
Hertil kommer, at et privat ægtepar generøst har stillet et meget stort, velbeliggende areal gratis til rådighed for et hospice.

Alt taler i samme retning! Der bør etableres et hospice, og det bør placeres i Skanderborg!

Støtteforeningens mange medlemmer fra Horsens, Odder og Silkeborg er ikke i tvivl: de peger også på Skanderborg som stedet for det næste hospice. Og det skal være et hospice for befolkningen ikke kun i Skanderborg, men også i Horsens, Odder og Silkeborg og for mennesker i dele af Hedensted, Ikast-Brande og Favrskov kommuner.

Der er betydelig opbakning fra befolkningens side. På kun godt et år har Støtteforeningen fået over 600 medlemmer. Der er opbakning fra mange foreninger under Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, fra Ældresagen og Ældreråd. Borgmestrene i de fire byer er besøgt og har vist stor lydhørhed og positiv interesse i etablering af et hospice i deres nærområde.

På Hospice Østjyllands Støtteforenings vegne
Troels Dolmer
Højdedraget 12, 8660 Skanderborg
86521483