At holde juleaften på Hospice er en gave i sig selv

Mit navn er Ditte, og jeg er vist det, man kan betegne som en af de yngre frivillige på KamillianerGaardens Hospice. Jeg har været frivillig i to år efterhånden, og jeg sætter oprigtig stor pris på at være en del af det fællesskab, der er i huset.

Den 24. december 2013 var en helt speciel dag og aften for mig. I stedet for at holde jul med min familie, som jeg ellers har gjort de sidste 25 år, valgte jeg at fejre julen på KamillianerGaarden sammen med patienter, pårørende og sygeplejersker.  Det skulle vise sig at blive en dag, jeg aldrig vil glemme.

Julestemning

Da jeg cyklede af sted til Hospice, dalede sneen stille ned i Aalborgs gader. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at man næsten ikke kunne undgå at komme i julestemning i sådan et vejr. Der fløj mange tanker gennem hovedet på mig, for jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg kunne og skulle forvente af dagen.

Mine øjne faldt først og fremmest på det flotte juletræ, da jeg trådte indenfor på Hospice. Det var pyntet så nydeligt. Små røde silkebånd var bundet i sløjfer rundt om grenene, smukke røde kugler var der også at finde, og i toppen sad den yndigste julestjerne, der gav mig gåsehud. Der var pyntet op rundt omkring i huset, og der var mange levende lys, som gav en helt speciel stemning. Jeg fik hurtigt det første kram fra en pårørende og samtidig et inderligt ønske om, at jeg måtte have en glædelig jul. Det gik hurtigt op for mig, at dagen ville blive ganske speciel.

En intim gudstjeneste

Hospicepræsten, Ole Råkjær, indbød alle til gudstjeneste. I rummet, hvor prædiken skulle holdes, stod der et lille "hjemmelavet alter" med to hvide tændte lys på hver sin side. Jeg bemærkede først, da jeg havde fundet en plads, hvor mange mennesker, der egentlig var dukket op.

Ole holdt som sædvanlig en flot prædiken, der fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvad livet egentlig handler om. Der blev sunget smukke salmer, som blev hjulpet godt på vej af Viggo på violin og Aase på klaver - begge frivillige på KamillianerGaarden. De smukke toner fyldte rummet, og jeg kunne ikke undgå at sidde tilbage med en lille klump i halsen. Stemningen var intens og vemodig på samme tid. Flere sad med tårer i øjnene, andre holdt deres kære i hånden, mens de resterende blot sad og lyttede.

Efter prædiken serverede jeg portvin, køkkenets hjemmelavede godter, klejner og småkager for alle, der havde lyst. En sengeliggende patient fortalte mig, at duften af klejner fik hende til at tænke på sin barndom. Hun fortalte også, at hun desværre ikke havde den store appetit mere, men at hun meget gerne ville smage et lille stykke. Jeg skar klejnen i flere mindre stykker, og efterhånden som samtalen gik, blev den lidt efter lidt spist. Hun blinkede til sidst forsigtigt til mig og sagde: "ja.. den var egentlig ikke så ringe endda".

Ikke kun én juleaften, men mange små

Eftermiddagen gik hurtigt, og før jeg havde set mig om, skulle jeg i gang med at dække et fint julebord til aften. Den smukke juledug satte sit præg sammen med det unikke porcelæn, som Hospice året forinden havde arvet fra en afdød patient. Servietterne blev foldet og små blomsterblade blev drysset pænt på bordet. Den dejlige julemad smagte og duftede så vidunderligt, og der blev serveret for alle dem, der havde lyst.

På KamillianerGaarden var der ikke bare én juleaften, men mange små. Der var flere familier, der havde valgt at tilbringe højtiden på stuerne ved deres allernærmeste.

Juleaften 2013 blev afsluttet med julesang. Sygeplejerskerne spurgte mig nemlig, om jeg ville med ind på stuerne og synge et par julesalmer for de patienter, der ønskede det.

Findes der mon engle?

For mig var julen på Hospice noget helt specielt! Og hvis nogen spørger mig, om jeg vil holde jul på denne måde igen, så er mit svar klart ja. Julen er for mig forbundet med begreber som hygge, omsorg og kærlighed, og det var netop dette, jeg oplevede på Hospice denne aften.

Jeg har fra starten været imponeret over den energi og det engagement,
som personalet på Hospice udviser i deres arbejde. Men den aften så jeg på nærmeste hold fire sygeplejersker vise en omsorg, der får mig til at tænke på, om der mon findes engle?

Da jeg var lille, var tanken om julegaverne under træet nok til, at jeg havde sommerfugle i maven hele juleaftensdag. Men jeg kan efter denne juleaften på Hospice sige, at en gave også kan være at opdage, hvad man allerede har.