Danmark skal blive bedre til at hjælpe efterladte

En femtedel af danske efterladte lider af svær sorg seks måneder efter dødsfaldet. Dem skal samfundet hjælpe, mener psykolog og forsker Mai-Britt Guldin.

Af Svend Løbner

En femtedel af de, der har mistet en ægtefælle, oplever svær og "invaliderende" sorg seks måneder efter dødsfaldet. Dem skal læger og psykologer tage hånd om, mener Mai-Britt Guldin, forsker på Aarhus Universitet og psykolog ved en sorgklinik på Århus Sygehus.
 

Hun fremlagde resultater fra sin ph.d. afhandling om sorgbearbejdelse i Danmark på Hospice Forum Danmarks årsmøde i Odense den 21. april.
Mai-Britt Guldin havde bl.a. undersøgt, hvilke sundhedsydelser folk efterspørger, når de har mistet en ægtefælle. Undersøgelsen omfatter ca. 4000 kvinder og ca. 2000 mænd, og viser, at efterladte ægtefæller bruger deres egen læge i tidsrummet omkring ægtefællens død, mens det går op mod et helt år, inden de benytter sig af psykiater. De bruger angstdæmpende og beroligende medicin omkring selve dødsfaldet, men forbruget af antidepressiv medicin er derefter støt stigende.
Derfor er der brug for at skride ind med psykologbehandling, mener Guldin.

Invaliderende sorg
Der er ca. 55.000 dødsfald i Danmark om året. Hvis hver døende har fire pårørende, er der ca. 200.000 sørgende hvert år.
- Man regner med at op mod 12 pct. lider af kompliceret og invaliderende sorg - det er 30.000 mennesker. Og sorg er jo ikke ovre om et år. Så hvis man tager et øjebliksbillede af Danmark vil der være mange flere, sagde Mai-Britt Guldin, der kunne fortælle, at kun 30 pct. af efterladte med invaliderende sorg bliver opdaget af de lægeteams, der har specialiseret sig i lindrende indsats overfor syge og pårørende.
Med invaliderende sorg mener man mennesker, der stadig har uændret eller stigende sorgfølelse seks måneder efter dødsfaldet. Og her rækker det ikke med de 12 procent i Danmark. Herhjemme har 22 procent stadig svære sorgsymptomer efter seks måneder.
- At være trist og føle sorg er naturligvis en del af livet. Sorg gør ondt, og det gør ondt i lang tid. Smerten skal ikke fjernes for enhver pris. Hvad er livet værd, hvis vi mister smerten over tabet af vores kæreste? reflekterede Mai-Britt Guldin.
Men når svære symptomer sætter ind og endda stiger i forløbet, bør sundhedsvæsenet tilbyde hjælp, mener hun. Det anbefaler Sundhedsstyrelsen også.

Halvdelen af sørgende er "robuste"
I en sorgundersøgelse fra 2002 (Bonanna) fremgår det, at over halvdelen af de, der havde oplevet dødsfald i den nærmeste familie, var såkaldt robuste. Disse 51 procent sørgede over tabet, men der var intet sygeligt.
Undersøgelsen viste, at 18 pct. var deprimerede op til dødsfaldet, 11 pct. havde kortvarig intens sorg efter dødsfaldet, og fire pct. havde en forhalet sorgreaktion. Desuden oplevede 16 pct. langvarig sorg med mange symptomer.
- Det er de, der opsøger hjælp fra sundhedsvæsenet, sagde Mai-Britt Guldin. Det samme gør de, der er deprimerede inden dødsfaldet, fordi de er belastet af en lang sygdomsperiode.
Hvordan ved man så, hvem der har brug for ekstra hjælp til at bearbejde sorgen?
- De fleste mennesker oplever grublerier ved store tab, men hvis ikke det aftager, bør de have hjælp. Det samme hvis de oplever depression, angst, selvmordstanker eller posttraumatisk stress. Sidstnævnte forekommer, når billeder af de sidste timer inden dødsfaldet, bliver ved med at poppe op.

Efter seks måneder bør sorgen være aftagende
Hvis pårørende oplever et af følgende symptomer i over seks måneder efter et dødsfald, bør sundhedsvæsenet tilbyde hjælp: Vedkommende er frustreret i ønsket om at blive genforenet med afdøde. Har svært ved at acceptere at personen er død. Personen har svært ved at skabe tillid til andre, svært ved at finde nyt indhold i livet og har vedvarende stærk længsel efter afdøde
- Det er normalt at opleve funktionsnedsættelse, søvnløshed osv., men hvis det varer over seks måneder bør det diagnosticeres, sagde Mai-Britt Guldin og fortsatte:
- Hvis sorgfølelserne ikke aftager, bør man skride ind for at lære vedkommende at håndtere det. Hvis han eller hun får flashbacks og spekulationer over, hvad afdøde mon tænkte i dødsøjeblikket osv., er det tid til at gribe ind. En kvinde sagde i min klinik: "Jeg kan holde min mands død ud, hvis jeg tænker at han kommer hjem fra forretningsrejse i weekenden, men når han så ikke kommer, bliver jeg meget deprimeret".

Medicin eller medmenneskelighed?
Guldins studie viste bl.a. en stigning i brug af vagtlæge efter tabet af en ægtefælle. Den sørgende får dermed medicin i stedet for medmenneskelig trøst.
- Vagtlæger må ikke blive en hovsaløsning. Det bliver ofte symptombehandling hos vagtlægen. Jeg er selv overrasket over, hvor meget forhøjet brugen af antidepressive midler er, sagde Guldin.
Har nogle fået deres identitet i sorgen, så de ikke vil hjælpes?
- Fra min kliniske hverdag er det min oplevelse, ja. Der er nogle, der ikke vil have vores hjælp. Nogle vil gerne holde fast i sorgen; det bliver en måde at holde den de har mistet nær. Derfor vil de ikke slippe sorgen, for det er svært at slippe en, de holder meget af.
Skal man trøste? Skal man ikke bare være nærværende?
- Det er vigtig at være opmærksom på, hvad den enkelte har brug for. Alle skal ikke gå til psykolog. Det er også relevant at differentiere mellem trøst og nærvær. Vi kan jo ikke fratage mennesker deres sorg, sluttede Mai-Britt Guldin.