De fleste finder en styrke i sig selv til at klare livet

Man bliver klogere på mange ting, når man er frivillig på Hospice Vendsyssel. Ikke mindst på sig selv.

Man bliver mere bevidst om at leve i nuet og mindes om, at livet hurtigt kan tage en anden drejning.

Sådan sammenfatter Karen Haslund Andersen sine erfaringer fra 10 års virke som frivillig. 10 år, hvor hun har lagt kræfter i stort set alle frivillig-funktioner: Værtinde i spisestuen både middag, eftermiddag og aften, vågetjeneste, gåture med patienter, julepyntning og havegruppen. Plus en særlig indsats som foredragsholder sammen med hospiceleder Birgitte Nielsen for at udbrede kendskabet til hospice-filosofien.

Ingen situationer er ens

"Jeg lærer noget, hver gang jeg er her. Ingen situationer er ens. Det er meget lærerigt at se, hvordan sygeplejerskerne tackler forskellige mennesker og situationer.

Man ser også, hvor forskelligt patienter og pårørende tager det. De fleste finder en styrke i sig selv til at klare livet. Jeg har også lært meget om mig selv. Med døden så tæt inde på livet, må man tage stilling til ting, som man ikke tænker så meget over til daglig. Det gør én mere bevidst om de virkelige værdier i livet," siger Karen Haslund Andersen.

Som eksempel nævner hun en oplevelse med en familie, som havde en lille pige med på besøg hos mormoren. Pigen fandt tryghed hos Karen, og da mormoren døde, vidste hun ikke rigtig, om hun kunne klare at komme ind og se mormoren. Så fik de en lille snak om døden, om at det var sjælen, der havde forladt kroppen, og så var det lettere for pigen at håndtere.

Ellers er det mest praktiske opgaver, de frivillige tager sig af, som fx at dække bord og fungere som værter i spisestuen.

Giver mere, end det tager

"Vi kommer ikke på stuerne, men vi møder selvfølgelig de patienter, der er i stand til at spise i spisestuen. Og her kan der være så megen snak, latter og glæde, så man tror det er løgn. Og har man været med til at give det øjebliks glæde til et menneske, så er man selv så glad. At være frivillig giver langt mere, end det tager," siger Karen Haslund Andersen og fortsætter: "En dag, jeg havde været ude at gå med en patient i kørestol, gjorde vi ophold ved flyglet og snakkede lidt, selv om han med alvorlige funktionstab ikke havde meget sprog.

Jeg fandt ud af, at han selv havde spillet både harmonika, mundharpe og keyboard. Jeg fandt ud af, at der var et helt menneske inde bag de tabte funktioner. Så bliver man glad og forundres over, hvad der egentlig rummes i mennesker. Det er et stort privilegium at få indblik i menneskers liv."

Hospice-ordet er ikke så farligt

Igennem nogen tid har Karen Haslund Andersen haft en ny rolle, nemlig at formidle budskabet om de frivilliges indsats på Hospice Vendsyssel. Det foregår sammen med hospicechef Birgitte Nielsen, der ofte holder foredrag om hospice-filosofien.

"Det er godt at komme ud og fortælle om det, vi gør. Så er hospice-ordet ikke længere så farligt. Der er stadig mange fordomme om hospice, og så vil jeg gerne være med til at skabe større åbenhed og afmystificere begrebet.

For mange er et hospice sidste station, men der er altså også nogle, der kommer hjem igen. Og frem for alt er hospice ikke kun for patienten, men for hele familien, som får skuldrene ned, når det dygtige personale tager over med pleje og smertelindring.

Vi bliver altid godt modtaget, når vi er ude at holde foredrag. Folk vil gerne høre om hospice.

Min del er så at fortælle, hvad vi gør som frivillige, og jeg plejer gerne at bruge billedet med at have gæster derhjemme, hvor man som værtinde dækker pænt op, skaber god stemning og sørger for, at alle befinder sig godt.

Der er ingen fast opskrift på, hvordan man gør det. Man bruger sig selv, for man har jo ikke andre redskaber, men man lærer hurtigt at fornemme, hvornår man gør nytte, og hvornår man skal trække sig tilbage," forklarer Karen Haslund Andersen.