De frivillige på Gudenå Hospice skaber liv

20. november 2016
Frivillighed på Gudenåhospice er mange ting. På denne første frostklare morgen i november mødte 7 frivillige og en pårørende op til i fællesskab at lægge 4000 løg i jorden. Løg som i det tidlige forår vil berige græsplænen foran Gudenå Hospice med et væld af krokus. Placeringen i haven er nøje udvalgt og kan ses fra fællesrummet og fra alle patientstuerne. Initiativet kom fra en frivillig, som også hurtigt hjalp til med at bestille de fine løg og planlægge dagen.


Frosten bed lidt i kinderne og hænderne var til en start lidt kolde. Alligevel gik der ikke mange minutter før sveden piblede frem og pust og støn fandt indpas i heftig iver på at få alle løg i jorden. To og to samarbejde de frivillige om små kvadrater, hvor der nøje blev fjernet græsrækker, talt løg og fint rullet græs på igen. Indenfor to timer var alle løg i jorden og en velfortjent frokost blev indtaget med glæde og røde kinder.


Selvom arbejdet var hårdt og opslidende for arme, ryg og ben var der ikke det mindste brok. Alle bidrog på bedste vis og hjalp hinanden. Jeg tror, at det er de gode midtjyske gener.. Og måske også tanken om at resultatet vil glæde mange patienter og pårørende fremover, der overskyggede "smerten" ved det hårde slid. En varm kop kaffe og en småkage fik også hurtig snakken i gang, når en pause var tiltrængt.


Ingen tvivl om at et sådan arrangement gavner samværet og fællesskabet mellem de frivillig og opmærksomheden på at frivillighed kan være mange ting.


Denne dag havde de frivillige også hjælp af Anne Lise, som er pårørende til sin søster, der er indlagt.


Anne Lise fortæller, at hun nu har været medindlagt 14 dage sammen med sin søster og stort set ikke har veget fra hendes side.

"For mig betyder det rigtig meget at komme lidt ud og mærke jorden, få luft i kinderne og tankerne lidt væk. Herved mærker jeg normaliteten og livet uden for hospice. Og så er det ikke længere væk end, at jeg hurtigt kan smutte ind på stuen til min søster igen, hvis hun har brug for det. Jeg troede faktisk, at Hospice var trist og grå, men vi har oplevet det helt modsatte. Her er lyst og venligt fyldt med hjerterum", fortæller hun.