Den lille glæde, jeg kan give andre

I det meste af sit arbejdsliv har Poul Andersen været pedel på Hørby Ungdomsskole, men sluttede karrieren som museumsforvalter i Sæby. Begge steder kunne han bruge sin uddannelse som møbelsnedker og ikke mindst sin evne og lyst til at tale med mennesker. Som pensionist er Poul Andersen og hans hustru engageret i Nellemanns Have i Sæby - og så har Poul sine aftensangsarrangementer på Hospice Vendsyssel, som han er specielt glad for. 

"Jeg forbereder gerne nogle sange, der passer til årstiden, men ofte synger vi også helt andre sange. Sange, som patienterne ønsker. Sange, der betyder noget særligt for dem, og så får vi tit en lille snak om den gang, de gik til præst eller lærte sangen i skolen. Mange af de ældre patienter kan sangene og salmerne udenad. Selv er jeg vokset op med højskolesangbogen og kender de fleste sange. Og så har jeg tre pianister, som skiftes til at hjælpe mig," fortæller Poul Andersen og fortsætter:

"Jeg er meget glad for disse sangaftener. De giver mig meget. En gang var der en patient, som ikke kunne tale. Hun lå i sin seng, som var kørt ind i spisestuen. Var vel knap ved bevidsthed. Men under sangen kunne jeg se, at hun bevægede læberne. Hun "sang med". Sådan en oplevelse bærer lønnen i sig selv."

Gode oplevelser i den sidste tid

"Vi har haft sangaftener, hvor vi har skraldgrinet over en sjov historie. Det er der også plads til, trods den dystre baggrund. Men som en pårørende sagde til mig: "Vi har grædt de tårer, vi skal. Nu skal vi have det bedste ud af den sidste tid." Og hvis jeg kan være med til det, så er det bare fantastisk. Det er det, der driver mig," siger Poul Andersen.

Han fortæller også om, hvordan hovedet kan være fyldt med tusind tanker, når han kører hjemmefra. Men når han går ind gennem døren til Hospice Vendsyssel, falder der fuldstændig ro over ham. Så er han i nu'et. I samspillet med patienter, pårørende og personale. Og når han kører hjem igen, er han beriget. De pianister, som Poul har til at hjælpe sig med aftensangen, har samme oplevelse.

"Det skyldes ikke mindst personalet, som er helt fantastisk. Altid positive, opmærksomme og nærværende. Utroligt, at de både kan rumme de mange patienter, der i løbet af året tilbringer kortere eller længere tid på Hospice, samt deres pårørende, men også alle os 60 frivillige. Altid en venlig bemærkning og et klap på skulderen. Det er enestående!"

En, der gerne vil lytte

Poul Andersen har altid været et meget socialt menneske. Han kan lide at snakke med andre. Især mennesker, der har det svært, står hans hjerte nær. En egenskab, der gjorde ham til en fortrolig samtalepartner for mange elever på ungdomsskolen. Unge, der tumlede med problemer, som de ikke syntes de kunne tale med lærerne om. Så var det mere trygt at snakke med pedellen. Han ville gerne lytte.

Den egenskab bruger Poul Andersen også på Hospice Vendsyssel. Både under kaffen efter sangaftenen og ved andre lejligheder, hvor personalet har bedt ham om at snakke lidt med en patient.

"Mange har noget, de gerne vil fortælle. Har behov for at fortælle om gode oplevelser, ferieminder eller episoder fra deres liv, som har haft betydning for dem. Det er en gave at få lov at lytte, og patienterne er glade for at fortælle til en, der gerne vil høre historien. De pårørende er ofte med, men de kender jo historierne. Det er noget andet at fortælle til en ny tilhører."

"Den lille glæde, jeg kan give andre med en sang eller en samtale, giver mig en stor glæde. Alene det håndtryk og "Tak for i aften", man får bagefter, er det hele værd. Jeg glæder mig hver gang," slutter Poul Andersen.

Fortalt af Poul Andersen, frivillig på Hospice Vendsyssel