Den svære snak kan give ro og en smuk afsked

Har du tænkt over, om du vil begraves eller bisættes, når du en dag skal herfra? Om der skal være en præst til stede? Og hvilket tøj du vil have på i kisten? Har du fortalt dine nærmeste om dine ønsker? Og har de fortalt dig om deres?

Vi skal alle sammen herfra på et tidspunkt. Så meget er sikkert. Og selvom en samtale om livets afslutning er svær at tage hul på, kan vi hjælpe hinanden med at få en god afsked, den dag en af os ikke er her mere. Hvis vi altså vo ver at tage snakken. "Det kan være så pinefuldt at sidde og tænke tanker om egen begravelse," siger Britta Eckhardt, der er sygeplejerske og har arbejdet på Hospice Vendsyssel siden 2008."Det bliver pludselig klart, at hov, det er mig der skal dø. Nogle skubber det fra sig og prøver ikke at tænke på, hvad der skal ske, den dag de ikke er her mere. Nogle tænker, at det må min familie finde ud af, når jeg er væk."

Det praktiske er én ting

Dagene efter et dødsfald er som regel svære for de pårørende. De er i sorg og skal samtidig stå for alt det praktiske i forbindelse med bedemand og begravelse. Det kan være voldsomt, fortæller Britta. Måske får de truffet nogle ærgerlige beslutninger. Måske får de ikke gjort det, de egentlig har lyst til og finder rigtigt. Det er derfor, vi skal tale sammen om vores tanker og ønsker, mens tid er. Landsforeningen Liv & Død har udgivet en lille hjælper til snakken i form af et hæfte med 19 punkter og plads til at notere.

"Det gør en verden til forskel for de pårørende, når det hæfte er udfyldt," siger Britta og fortæller, at det kan være en lille sorgproces i sig selv at sidde og udfylde hæftet sam men. Ét er nemlig de praktiske spørgsmål om gravplads, organdonation og blomster. Noget andet er den erkendelse om døden, der følger med. Den lirker ofte op for en dybere samtale og ord, der ellers kan være svære at få sagt. "Derfor kan det for nogle føles så befriende at tale om det her, selvom det er hårdt," siger Britta og fortæller, at det ligefrem kan virke lindrende for en patient at få talt om alt det svære, da smerter ikke kun er fysiske. De er også psykiske, eksistentielle og åndelige. "Jeg har oplevet patienter, der har fået fuldstændig ro på og ikke længere har brug for så meget smertelindring, efter de har fået sat ord på, at de skal dø," siger hun.

Kærlighedens skjold blokerer

Selvom det altså både kan være en praktisk hjælp og give ro i sjælen at nedfælde sin sidste vilje, vægrer mange sig ved at tage hul på emnet. Måske på grund af det, Britta kalder kær- lighedens skjold. Når vi elsker hinanden, vil vi ikke gøre hinanden kede af det og da slet ikke tage håbet fra hinanden. Derfor taler ingen måske om, hvordan sygdommen skrider frem. "Her er det min opgave som sygeplejerske at være katalysator for en god snak om, hvordan de egentlig har det i en familie. At spørge taktfuldt ind og hjælpe dem med at tale om tingene." Som sygeplejerske er Britta tæt på døden hver dag. Alligevel skulle der en bilulykke til, før hun selv fik udfyldt det lille hæfte og puttet den ned i skuffen med vigtige papirer derhjemme. "Jeg er jo ikke til stede den dag, jeg skal begraves," som hun siger. "Jeg vil gerne være med til, at det bliver lettere for min datter, den dag jeg ikke er her mere." Det er muligvis lettere at tage stilling til sine ønsker, mens man er ung og rask, og døden er noget, der kommer engang. Der er bare ikke ret mange, der får det gjort. Men ifølge Britta er der ingen grund til at vente, til døden en dag kommer til at fylde. "Mange mener, at man ikke må tage håbet fra patienten. Det kan jo være, at der sker et mirakel. Det er der mange, der holder fast i," siger Britta.

"Men man kan godt bevare håbet, selvom man tager snakken og noterer sin sidste vilje. Ligesom jeg har noteret min."

Kærlighedens skjold

Du ved at du snart skal dø

men du vil ikke vise mig at du ved

 for ikke at gøre mig ked af det

Jeg ved at du snart skal dø

men jeg vil ikke vise dig at jeg ved

for ikke at gøre dig ked af det

Så vi taler forbi hinanden

for ikke at gøre den anden ked af det

taler vi om hvad vi sammen skal gøre til foråret

Til foråret - når du ikke lever længere

Jeg ville ønske vi kunne

Tale åbnet med hinanden

 Om det vi begge to ved

Tale om hvad jeg skal gøre alene til foråret

Til foråret - når du ikke lever længere

(Frit oversat efter Joyce Hanserkens, 1987)