Derfor er jeg frivillig, Niels Krog

24. juli 2016
Hospice Forum Danmark giver ordet til en af de mange frivillige, der fortæller om, hvorfor han er frivillig på hospice.

Jeg hedder Niels Krog og er 59 år.

Jeg er frivillig på Hospice Djursland, hvor jeg startede for 8 måneder siden.


En gang om ugen kommer jeg på Hospice og spiller klaver en times tid. Det meste af det, jeg spiller, er numre fra "de gode gamle dage".

Jeg tænker det som en musikalsk huske kasse, som vi alle har minder med.


De positive tilbagemeldinger fra patienter, pårørende samt personale er mange, så det er mit indtryk, at musikken gør godt i en svær tid.


Jeg hørte om det frivillige arbejde på Hospice Djursland gennem en kollega, der også var frivillig.

Lysten til at byde ind med min musik blev vakt, så jeg kontaktede vores frivillig koordinator Knud og kom i gang kort efter.


Jeg nyder den ro og stemning, der er på stedet. Det minder mig hver gang om, at livet dyrbart.


En aften jeg sad og spillede kom en patient hen til mig og fortalte mig, hvordan han og hans kone havde ligget og holdt om hinanden inde i sengen og nydt min musik. Det havde fremkaldt mange gode minder.


Sådanne tilbagemeldinger varmer mig meget og gør hele mit frivillige arbejde værd.

Endvidere samles de frivillige tit til hyggelige fællesmøder, fester mm, så der er et rigtig godt fællesskab at være en del af.