Derfor er jeg frivillig, Tove Møller Slot

28. juli 2016
Hospice Forum Danmark giver ordet til en af de mange frivillige, der fortæller om, hvorfor hun er frivillig på hospice.


Mit navn er Tove Møller Slot. Jeg er frivillig på Hospice Limfjord i Skive.


Da HOSPICE LIMFJORD i SKIVE åbnede i 2007, for snart 10 år siden, blev jeg opfordret til at søge ind som frivillig, og det har jeg aldrig fortrudt.


  Mine opgaver er vidt forskellige, og jeg vælger selv hvilke opgaver, jeg måtte ønske, og hvor ofte jeg er på Hospice.


 Det har for mig altid været en stor glæde at arbejde med mennesker, at møde og se det enkelte menneske vokse og gro i alle måder. At være på Hospice, og tage del i livet der, sammen med patienter, pårørende og ansatte i huset, er en nærende og livgivende oplevelse i alle livets facetter. Mange indtryk igennem snart 10 år har beriget mig med mange små, stærke og unikke oplevelser. Derfor er jeg frivillig.   


-Forleden dag havde jeg en hyggestund med en 93 -årig patient over en kop kaffe. Dagens Avis lå på bordet, og straks faldt samtalen på forsideartiklen vedr. Skive' s nye gasanlæg nr. 2. Patienten fortalte levende omkring gasproduktion, og om sin interesse for naturgas som energikilde. Det blev en meget interessant og lærerig samtale for mig. Jeg måtte hjem og læse op på gasproduktion for at kunne videreføre samtalen, hvis vi ses igen! 


- Jeg står og synger ''Jeg elsker den brogede verden'', et ønske fra en pårørende. Pludselig kommer vedkommende hen til mig, lægger hovedet på min skulder og græder. Sammen står vi med armene om hinanden og synger sangen til ende.


- En lille purk på 4 år kommer mig i møde og spørger: "Dame -vil du med ind og se min mormor?" Døren står på klem, vi går ind på stuen, hvor mormor ligger og hviler sig på sengen. tror jeg! Mormor er død!  Den lille purk tager blidt hendes hånd, og fortæller mig, at mormor slet ikke er her mere, hun er taget op til Gud, - oppe i himlen. Han viser med sine små hænder hvordan, ved at tegne små cirkler op i luften. Efter en snak spørger han mig: "Vil du med op og lege med brandbiler.?"


-En juleaften på Hospice er en unik oplevelse. Den bliver fejret med alt, som hører en juleaften til. Da dansen om juletræet og alle julesangene var sunget. måtte vi, som det er skik og brug i mange hjem, rundt i huset for at synge ''Nu er det jul igen'' for. -Sådan har vi altid gjort derhjemme..!


 Uanset hvor og hvordan juleaften måtte fejres, har enhver stærke følelser omkring familien, traditioner, kærlighed og håb. Hvor der er HÅB er der LIV.  Det mærker man til fulde på Hospice Limfjord.


FERIE! - Det regner, og det har det gjort længe. Vi brokker os. - ØV, SIKKEN ET MØJVEJR!!!!!

-En ung patient sidder i sin kørestol, kigger ud af vinduet og siger lige så stille:

-" ET REGNVEJR KAN OGSÅ VÆRE SMUKT!"


God Sommer!