Det giver mening at arbejde med alvorligt syge

Birgitte Bülow er nyvalgt til bestyrelsen for Hospice Forum Danmark

Patienten skal have så ordentlige vilkår som muligt, når de skal sige farvel til livet. Det lærte Birgitte Bülow som sygeplejeelev på Sankt Lukas Stiftelsen og det bevirkede at hun senere blev hjemmesygeplejerske i Maribo Kommune og nu hospicechef for Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland. Birgitte Bülow blev valgt ind i bestyrelsen for Hospice Forum Danmark på landsforeningens generalforsamling i april.

Samarbejde fremmer forståelsen
Vi mødte hende bagefter til et kort interview.
- Det er vigtigt, at vi taler sammen og beriger hinanden og sammen arbejder for at vores døende i Danmark får bedre vilkår, end de har i dag, pointerer Birgitte Bülow og fortsætter:
- Hospice opsamler rigtig meget viden og vi gør os mange gode erfaringer, som vi kan være med til at dele ud af - også i hjemmeplejen og almindelige sygehusafdelinger, hvor jo langt de fleste af de her patienter ligger og afslutter deres liv.
Hvordan kom du på sporet af dette arbejdsfelt?
- Jeg er opdraget med det, fordi jeg er uddannet på Sankt Lukas stiftelsen. Jeg tænkte ikke over, at det blev den del af min dannelse som sygeplejerske, for da jeg var der på medicinsk afdeling var det altid uproblematisk at have en patient, der skulle dø. Det var sådan, det var, og så hjalp man patienten med at have så ordentlige vilkår som muligt, når de skulle sige farvel til livet.

Det skal bare gøres ordentligt
- Jeg blev efterfølgende ansat på ortopædkirurgisk afdeling, hvor man havde svært ved at håndtere, at patienter ikke blev raske. Det var en falliterklæring. Lægerne gik blot forbi på stuegangen. Da forstod jeg i virkeligheden, hvad det var, jeg havde lært som elev på Sankt Lukas stiftelsen.
- Jeg har siden kørt hjemmepleje i Maribo kommune i rigtig mange år, og det er nok det bedste job, jeg har haft, udover det job jeg har i dag. Det er meget meningsfuldt at passe alvorligt syge og døende patienter. Jeg tænker: Det skal bare gøres ordentligt, for vi har kun det ene forsøg, og det er det, familien skal leve videre med. Vi hjælper jo også familier videre i livet bagefter, og hvis vi kan gøre det på en ordentlig måde.
- Og så griner vi bare mere på hospice end vi græder. Jeg har lige fået en ny sygeplejerske ansat, som siger: Jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor man griner så meget.
Hvorfor griner I?
- Der er meget glæde ved at fortælle om alle de gode oplevelser, man har haft i sit liv som patient. Vi bruger meget tid på at patienterne skal fortælle deres livshistorier og livsfortællinger - det at tænke tilbage og sådan noget.

Et hyggeligt og rart hjem
Da du kom ind i billedet ved Svanevig Hospice, der var der ikke noget hospice endnu - der var bare en pløjemark.
- Jeg kom faktisk ind, da man troede, at det hospice skulle bygges på det gamle Maribo Sygehus. Så jeg blev ansat i efteråret 2006 som projektmedarbejder og har været med på hele turen - også da man måtte opgive det projekt og i stedet købe en grund og bygge på bar mark. Og jeg er lykkelig for, at vi fik lov til at bygge nyt til det, det skulle bruges til, og at vi ikke skulle ind i en gammel hospitalsafdeling.
Man skulle ellers tro, at et hospital og et hospice ligner hinanden meget?
- Vi har gjort alt, hvad vi kan for at Svanevig hospice ikke ligner et hospital. Vi har ingen lige gange - det var en opgave til arkitekten - det ville vi ikke have. Der er ingen grå og hvide fliser på badeværelserne. Det ligner mest et hyggeligt og rart hjem. Patienterne efterlader nogle gange deres ting til os, og dem forsøger vi at lade blive i huset. Så på den måde, har vi forsøgt at gøre det til alt andet end et hospital.

Det koster, men er det hele værd
Kan det ikke være hårdt at arbejde med døende hele tiden?
- Jo, man bliver hele tiden konfronteret med sit eget liv og sin egen død, fordi man bliver konfronteret med andre menneskers liv og død. Du er vidne til andre menneskers måde, at leve deres liv på. Det gør, at du jo ikke kan lade være med at kigge på dig selv og sige: Hvad vil jeg gerne sige, at jeg har brugt mit liv til, når det er mig, der skal lægge hovedet på puden for sidste gang.
Det må jo så også berige i den sidste ende.
- Det er sådan jeg tænker: Ja, det koster lige nu, men hvis det er en investering i de næste 20 år af ens liv så er det vel ok.