Døende børn skal kunne få smertebehandling hjemme

28. august 2014
Regeringen afsætter 60 millioner kroner til hjemmehospice

Regeringen vil afsætte 60 millioner kroner, så uhelbredeligt syge børn og unge kan få smertebehandling i hjemmet, skriver MetroXpress.

400 børn og unge år bliver hvert år ramt af en dødelig sygdom som kræft. Den afsluttende smertebehandling skal foregå hjemme, mener regeringen.

- Det er familier i deres livs krise, og i den situationer skal vi have fokus på, at familien fungerer, og at barnet er i de absolut tryggeste rammer. Derfor skal vi i den sidste tid kunne rykke sygehuset hjem til dem, hvis familien ønsker det, siger De Radikales sundhedsordfører, Marlene Borst Hansen til MetroXpress.

Derfor vil regeringen som en del af sit finanslovsudspil afsætte 60 millioner kroner frem til 2018, så uhelbredeligt syge børn og unge under 18 år kan få smertebehandling hjemme hos sig selv i stedet for på hospitalet.

- Det kan forhåbentlig gøre det betydeligt nemmere at være en familie, når man er der hjemme, hvor man kan lave aftensmad og opretholde en hverdag i stedet for, at den ene forældre sidder på sygehuset, siger Marlene Borst Hansen.