Døende får en stemme verden over

10. oktober 2009
Opdag din stemme er temaet for International Hospice Dag

"Opdag din stemme" er temaet for International Hospice Dag, som markeres i 70 lande på lørdag - også i Danmark.

Lørdag den 10. oktober er det International Hospice Dag, og her markeres den lindrende indsats for uhelbredeligt syge og døende i over 70 lande verden over.

Temaet for dagen er "Opdag din stemme". For nu vil de syge og døende og deres pårørende høres.
 
Alle, der lever med en livstruende sygdom, har ret til professionel palliativ pleje på hospice eller lignende, så de kan leve med værdighed uden at være nedtynget af smerte, lyder budskabet.

Der mangler dog stadig 100 hospice-pladser i Danmark, for at vi kan leve op til internationale standarder om 50 sengepladser for hver 1 mio. indbyggere. Der er altså på brug for 260 pladser mod de nuværende 158.
- Der bør være adgang til aktiv livshjælp for alle med en uhelbredelig sygdom og med kort forventet levetid, uanset hvor i landet de bor. For med aktiv livshjælp kan også den sidste tid i et menneskes liv blive særdeles værdifuld, siger Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark.

Forumet har spurgt formand for Danske Regioner Bent Hansen, hvad han vil gøre for at øge antallet af hospice-pladser.
- Det er ikke rart at koble livets afslutning sammen med økonomi, men det er en bekostelig affære, både at anlægge og især at drive hospice. Der skal findes ekstra midler. Engagementet skal udvides.

Men Tove Videbæk er ikke enig i at det er en " bekostelig affære" at drive et hospice.
- En hospice-plads koster nemlig ikke mere end en seng på en sygehusafdeling, siger hun, og tilføjer, at regionerne stort set har opfyldt deres forpligtelse mht. hospicepladser:
- Så nu må regering og Folketing træde til med nye initiativer på området.

Læs hele artiklen og en opdatering på hospice-situationen i Danmark her