Efter fem uger var jeg ikke til at drive ud herfra

Det kan godt være, at han havde fået en hjernetumor og døjede med at klare sig selv hjemme i Brønderslev. Det kan også godt være, at der stod en stue og masser af varme hænder klar til ham på Hospice Vendsyssel.

"Men jeg havde ikke lyst til at komme her. Overhovedet. Jeg havde den opfattelse, at man aldrig kom videre. At al ting sluttede med det samme, man kom inden for døren," siger Steen Møller Svendsen.

Sådan gik det ikke.

"Efter fem uger var jeg ikke til at drive ud igen. Så ville jeg fandeme ikke hjem."

Steen er 72 år gammel og tjekkede første gang ind på Hospice Vendsyssel i sommeren 2020, kort tid efter, at en hjernetumor havde vendt op og ned på livet, som han kendte det. I løbet af fem uger fik han samlet kræfter til igen at komme hjem og klare sig selv hele efteråret. Men i december vendte han tilbage til et af de ni værelser med udsigt, fuld forplejning og room service - igen for at rehabilitere.

"Jeg kan mærke, at jeg bliver stabiliseret med det samme, når jeg kommer her. Der er bare mere regelmæssighed på alle fronter, end når jeg sidder hjemme i Brønderslev for mig selv," siger han.

Personale med god appetit

På Hospice Vendsyssel plejer den pensionerede silketrykker at sove længe. Op ad formiddagen får han en portion øllebrød serveret på stuen og bliver derefter trillet ud på terrassen med sin morgenkaffe og en cigaret. Så er han i gang med dagen. Frokost og aftensmad spiser han helst sammen med andre i spisestuen. Og om aftenen har han bedst af en god sjus før sengetid.

"Det er en behagelig dagligdag her," konstaterer Steen. "Og selskabet er meget meget fint."

"Personalet sidder jo sammen med os under måltiderne. Og selvom de spiser meget, så levner de alligevel lidt til os andre," siger han. Uden at fortrække en mine.

Sådan er Steen nemlig også. Der skal være plads til humor midt i alt det alvorlige.

"Bare fordi vi er her, behøver det jo ikke være kedeligt hele tiden," siger han.

Ny stilling til Birte

Steen er i det hele taget ikke typen, der keder sig. Eller lader andre kede sig. Tag nu for eksempel sygeplejersken Birte. Steen ved ikke, hvor gammel hun er, men helt ny virker hun ikke, synes han. De to pjattede lidt en dag. Han drillede hende med noget, der gik galt. "Jeg kan ikke gøre for det," svarede hun. "Jeg er ung i arbejde." Mere skulle der ikke til. Steen ringede ned til sit gamle arbejde på silketrykkeriet og fik tre T-shirts trykt til Birte i en nogenlunde rigtig størrelse. Ung i arbejde. Ny i arbejde, stod der på dem.

"Dem blev hun vældig glad for. Hun trak i en af dem med det samme," siger han. Birte har båret sine T-shirts hver eneste dag på arbejde siden.

På den måde kan humoren være god til at binde folk sammen på en anden måde end de mere dybe og alvorlige samtaler, som der ellers også plads til på Hospice Vendsyssel, forsikrer Steen. Ligesom der er plads til traditioner, højtider og til at fejre årets gang.

Champagne og øllebrød

Nytårsaften var de en lille flok, der svøbt i lammeskind og tæpper rykkede ud på den overdækkede terrasse. Med champagne, kransekage og en god cigar, bød de året farvel sammen. Steen havde endda fået et lille fyrværkeribatteri af sin søn.

"Det var ikke meget større end en bordbombe, men det krævede alligevel en del overtalelse at få Birte til at tænde det," siger han.

"Så sad vi der og nød krudtet og udsigten over Frederikshavn, hvor der blev fyret en masse af. Det så fandeme flot ud."

Og sådan gik 2020.

Steen har igen fået det så godt, at han forventer snart at blive udskrevet til eget hjem. Det er en god ting, men det bliver også svært at undvære al den omsorg og den pleje, der gør ham så godt.

"Jeg ved jo godt, at jeg ikke får lov at holde jul og nytår en gang mere. Og når man ikke har helvedes lang tid igen, vil man jo gerne have det bedste ud af det," siger han.

Så det forsøger han at få. Om han er her på hospice eller hjemme. Steen har lært at glæde sig over de små ting og tage en dag ad gangen.

"Når jeg ligger i min seng om aftenen og er lige ved at falde i søvn, kan jeg da godt tænke på, om jeg nu er heldig at få øllebrød igen i morgen. Og det har jeg da været indtil videre."