En lille brik i noget stort

Da Vally Hansen gik på pension efter et langt liv som jordemoder, opstod der et tomrum i hendes liv. Hun savnede ikke arbejdet som sådant, men hun savnede de tætte relationer til mennesker i sårbare situationer, som hun havde haft så mange af på fødestuen.

Noget af denne menneskelige nærhed har Vally Hansen genfundet på Hospice Vendsyssel, hvor hun nu har været frivillig gennem tre år.

"Jeg er meget glad for at være frivillig. Når jeg ser det arbejde, der bliver gjort her på stedet for at give syge og døende mennesker en værdig afslutning på livet, fylder det mig med ydmyghed over for opgaven - og med glæde og stolthed over at få lov at være en lille brik i det store, der udøves her," siger Vally Hansen.

At være til stede og rumme stilheden

På vej til en vagt på Hospice Vendsyssel tænker Vally ofte over det værdigrundlag, der er formuleret for de frivilliges indsats, og på, hvordan hun bedst kan leve op til det. Især punkterne om "at bringe glæde, nærvær og ro - skabe et trygt frirum midt i alt det triste" og "at rumme patientens og de pårørendes sorg, angst og tristhed og vise omsorg med en kop kaffe ved bordet eller blot være til stede og rumme stilheden".

"Jeg synes, det er så fint formuleret. At være omsorgsfuld uden at være omklamrende. Og det beskriver vældig godt, hvilken rolle vi frivillige har - også i forhold til personalet. Det er virkelig meget givende for mig at kunne yde denne omsorg, at kunne bringe en lille smule glæde og nærvær ind, hvor sygdom og sorg fylder meget. Om det så blot er ved at dække et smukt bord eller at hente en rose i drivhuset og lægge på en bakke til en patient," siger Vally Hansen.

At være til stede og rumme stilheden er ikke nyt for Vally, det kender hun fra fødestuen, hvor hun dog samtidig, når situationen krævede det, skulle være dirigenten med overblik og styr tingene. Som frivillig på Hospice skal hun alene være til stede uden at trænge sig på, men parat til at lytte, når patienter og pårørende får lyst til at fortælle. Give plads og lytte. Og det er blevet til mange samtaler og mange brudstykker af folks livshistorier. Det er historier, der viser hele mennesket og ikke kun den syge. Det er en gave at få lov at lytte til disse fortællinger og vide, at det samtidig gør godt for patienten eller den pårørende at få fortalt historien.

Svært, når det er unge forældre

Når Vally vender hjem fra en vagt på Hospice, har det næsten altid rørt ved noget i hende selv, så hun sætter endnu mere pris på det liv, hun har. Især de helt nære ting og medmenneskelige værdier. Oplevelserne på Hospice sætter tingene i perspektiv og får hverdagens genvordigheder til at blegne.

"Jeg er meget glad for børn, og det er en fornøjelse at tage børn med på legepladsen eller i legerummet eller læse en historie for dem. Jeg synes selv, jeg er afklaret med døden og accepterer den som en del af livet. Men det påvirker mig stærkt, når vi har unge forældre på Hospice. Forældre, som ikke skal opleve deres børn vokse op, og børn, som må leve med savnet af en forælder. Det er hårdt, og det kan være svært at slippe, når man kommer hjem. Jeg kan jo ikke dele mine oplevelser med nogen, fordi jeg naturligvis har tavshedspligt. Men heldigvis kan man altid tage fat i personalet og få de svære ting talt igennem," siger Vally Hansen.

Fortalt af Vally Hansen, frivillig på Hospice Vendsyssel