En navigator kan hjælpe på vej

Gitte har været på hospice i godt seks uger og hun har flere gange været meget tæt på at dø. Nu er hun kommet sig. Hendes kræftsygdom er der stadig. Den kan der ikke gøres noget ved. Men hun kan selv gå rundt i stuen på hospicet, som er indrettet med hendes egne billeder. Hun griner og virker livsglad, men inde bagved er hun angst. Virkelig bange for at hun ikke længere kan få lov til at blive på hospicet.

Det sker for 15 til 20 procent af alle indlagte på Anker Fjord Hospice, at de kommer hjem igen. Mange har vidst fra starten af deres indlæggelse, at de skulle på et symptomlindrende ophold, og at de derefter formentlig igen ville komme hjem. Andre troede, at de skulle dø. De har sagt farvel til det derhjemme og indstillet sig på, at nu var deres sidste tid kommet.

Når patienter på hospice bliver lindret og deres sygdom stabiliseret så meget, at de ikke længere hører til den målgruppe, som hospicer er beregnet til, bliver de udskrevet.

- Den overgang kan være rigtig svær, fortæller socialrådgiver Tine Jørgensen.

- Det er et voldsomt paradoks, når man kommer i den situation, fordi det er et både og. Man er på en gang glad for at være blevet mere rask, men samtidig kan man blive meget trist og utryg ved at skulle forlade det hospice, hvor man lige er blevet så tryg. Selv om man måske ikke skal tilbage til sit eget hjem, men i stedet skal på plejehjem, er det en overgang, hvor det kan være godt at give ekstra støtte, siger hun.

En frivillig der giver håb

På Anker Fjord Hospice gives støtte i form af en navigator. Det er en frivillig, som bliver tilknyttet den person, der skal udskrives. Opgaven går ud på at give håb, hjælp og sorgstøtte.

Navigatorerne går ind og giver en hånd og hjælper med at bygge bro og skabe netværk.

I Gittes tilfælde er hun og hendes navigator for eksempel på tur til guldsmeden for at få Gittes gamle smykker smeltet om til helt nye øreringe, som hun får lavet helt specielt.

- Det vi gør, er at vi ser fremad, fortæller Gitte, som er rigtig glad for at have fået en person, der har tid til at være sammen med hende og hjælpe med at fokusere på noget positivt. Hun lider af en psykisk sygdom og har et lille netværk. Selvom hendes datter Trine ofte kommer forbi, er det dejligt med en navigator.

Fri snak

- De pårørende har meget at slås med. De kan have dårlig samvittighed over at de har for svært ved at nå det hele i deres eget liv og de har jo mange følelser i klemme og er kede af det. Det har Inger, som er min navigator, ikke. Vi kan snakke meget frit, siger Gitte og kigger på Inger, der nikker og tilføjer:

- Vi har jo tavshedspligt. Det vi to snakker om, kommer ikke videre. Det er en god ting at vide, når man har brug for at læsse af, siger Inger. Hun har været navigator på Anker Fjord Hospice siden ordningen startede for godt to år siden.

Inger er uddannet sygeplejerske og har arbejdet både som hjemmesygeplejerske og som vikar på hospicet. Men da hun gik på pension som aktiv sygeplejerske, meldte hun sig til navigator ordningen.

Inger og Gitte har aftalt, at der skal gå to uger før de mødes igen. Inger skal nemlig noget andet i næste uge, men ellers er det planen, at de to skal mødes hver uge i løbet af de kommende tre måneder. Og der er planer om at de både skal noget med musik og noget med loppemarkeder.

Hjælp til efterladte

Navigatorordningen bliver også brugt til nogle af de efterladte på Anker Fjord Hospice.

Susanne er 53 år og mistede sin mand for en måned siden. Han døde på hospicet efter et kort og meget hårdt sygdomsforløb. I dag er hun kommet tilbage for at mødes med sin navigator, Gunhild.

- Gunhild har så dejlige varme arme og brede skuldre. Tanken om at hun kommer hver uge, gør at jeg ikke føler mig alene, fortæller Susanne, der er enebarn og følte at hun stod helt alene med alt for meget ansvar for 12 år siden, da hendes mor døde.

- Mit liv har været præget af depressioner, og derfor betyder det utroligt meget at jeg ikke står med det hele selv. Gunhild kan ikke bære min sorg, men hun kan hjælpe mig med, at jeg ikke ryger ned i en ny depression, og det er meget væsentligt.

Susanne var meget bekymret for, om hun kunne blive boende i sit hus, nu hvor hun efter sin mands død, kun har én indtægt.

- Hvis jeg bare havde skullet klare det selv, havde jeg nok siddet i min sofa og kigget ind i væggen. Det at Gunhild har været min navigator, har gjort at vi har fået undersøgt tingene grundigt, haft ejendomsmægler og været i banken og det betyder, at jeg har fået meget mere ro i mit hoved. Nu er jeg sikker på at jeg kan blive boende.

Små kærlige skub

Samarbejdet foregår på den måde, at de to mødes mindst en gang om ugen, og Gunhild er god til at give Susanne små kærlige skub, som for eksempel kan handle om at få Susanne til selv at ringe og aftale et møde med hendes bankrådgiver.

- Det har helt klart gjort min sorg lettere at komme igennem, at jeg har en navigator, siger Susanne, som blandt andet bruger Gunhild til at få ideer til, hvordan hun skal komme videre med sit liv.

- Jeg skal have et skub til ligeså stille at komme videre med alle de ting, som jeg næsten ikke magter, siger Susanne og varmer sig ved tanken om at Gunhild stadig vil være der nogle måneder endnu.

- Lige nu kan det godt være lidt skræmmende, at tænke på at jeg skal klare mig uden Gunhild om et par måneder. Men jeg tror på, at jeg til den tid har fået nogle redskaber, som jeg kan arbejde med. At jeg måske bliver bedre til at opsøge venner, at gå til noget og få nogle flere positive oplevelser ind i mit liv, siger Susanne.

Indblik i sorgreaktioner

Navigatorordningen på Anker Fjord Hospice har fungeret i lidt over to år. Den er netop blevet evalueret og efterfølgende er tilbuddet med navigatorer blevet målrettet tre grupper: Sårbare patienter, der skal udskrives. Særligt sårbare efterladte. Og familier med børn.

Socialrådgiver Tine Jørgensen er koordinator på navigatorprojektet, som har i alt ni frivillige tilknyttet. De er alle blevet særligt udvalgt og uddannet til opgaverne.

De frivillige siger ja til at mødes med de pågældende en gang om ugen i tre måneder.

- Det er tre måneder, hvor de giver hjælp og støtte og kan være medvirkende til, at de kommer til hægterne og får bygget bro til andre instanser, som de kan bruge bagefter. Det er en hjælp til at komme lidt i gang igen og få samlet et netværk omkring sig, siger Tine Jørgensen, som understreger, at der skal noget særligt til for at man kan arbejde som navigator.

- De fleste har en social - eller sundhedsfaglig baggrund. Det vigtige er, at de har indblik i sorgreaktioner og i hvordan det er at være syg og døende. Men de skal først og fremmest kunne lytte og spørge ind til, hvordan den enkelte har det og være med til at skabe system i hverdagen. De skal være gode til at få øje på det positive og give håb, hjælp og sorgstøtte. Og vigtigst af alt, navigatorerne skal have tid og være ægte interesserede, siger Tine Jørgensen.

Af Journalist Lene Stærbo