En onsdag i Måløv

En ganske almindelig onsdag - en sommerdag, det er varmt derude.

Kommer ind gennem indgangsdørene og føler husets ro komme mig i møde som vanligt.

På ingen måde tungt eller sørgeligt, men bare en ro, som gør, at jeg føler mig så velkommen. Hver gang.

Dagen starter med morgensang. Husets præst har fundet en sang, vi er ikke så mange denne dag, kun sygeplejersker og frivillige.

Der er stadig præg af ferie.

Derefter læser han en lille epistel, der giver stof til eftertanke.

Sådan starter onsdagene oftest.

Der er ikke så mange beboere. To er døde i nattens løb, der er også et par tomme stuer.

Min "kollega" og jeg fordeler som vanligt de praktiske opgaver mellem os.

Der er vasketøj, der skal lægges på plads, der skal fyldes op i skyllerum, ligeledes i køleskabe med drikkevarer, blomster skal vandes - og der er rigtigt mange og der er rigtigt mange, der er tørre; både ude og inde.

Men det, der betyder mest for os begge er kontakten til de beboere, der ønsker en lille snak, nogle gange en lang snak.

Vi fordeler dem mellem os.

Jeg kommer ind på en stue - der sidder en herre på terrassen, som vender ud mod en lille sø.

Jeg spørger, om han lyst til at snakke.

Det vil han meget gerne.

Han fortæller, at hans "nabo" uventet er død om natten.

"Vi sad og så "Familien Gyldenkål" inde hos mig og sagde godnat som vi plejer og vi ses i morgen til morgenmaden".

Men den morgen kom ikke.

Uventet for alle var "naboen" død om natten.

"Nu tænker jeg på, om jeg kan være lige så heldig bare at lægge mig til at sove i aften og så ikke vågne mere. Ikke fordi jeg er træt af livet.. Joh lidt, træt af meget sygdom, men fordi så er det overstået - så behøver jeg ikke tænke på, hvordan mit liv ellers skal ende".

Vi fik vendt mange emner; modernes død for mange år siden, arbejdslivet, om den gamle far, som stadig lever.. Men mest om uforudsigeligheden i livet, vi ved aldrig, hvad der venter på næste hjørne.

Det var en berigende snak - og han fik delt sine tanker om liv og død - og om det at miste uventet. Naboen var blevet en god kammerat.

Næste visit var hos en sød ældre sengeliggende dame. Meget træt, kunne næsten ikke tale, men ville gerne prøve lidt.

Vi talte om, hvor hun boede, "men det kommer jeg ikke til at opleve mere, jeg er døende og skal dø her."

Meget rolig - meget bevidst om, at hun var på vej. Vi talte om, at hun havde talt med sine børn om det, ja - de havde talt om det og alle bevidste om at det sådan det var.

Helt rolig lå hun der. Vi holdt lidt i hånd uden at tale. lidt efter sagde jeg farvel og vidste, at jeg ikke skulle se hende mere.

I et lille rum, som er indrettet til et legerum for de pårørendes børn, sad to børn på 5 og 7 år.

Det var tydeligt at se, at pigen på 7 havde grædt.

Jeg satte mig på en skammel og spurgte hende, hvorfor hun var ked af det.

"Det er min farmor", svarede hun.

Hvad er der med din farmor?

"Hun er død."

Har du set hende død, spurgte jeg.

"Ja," svarede hun, "hun var kold fordi hendes hjerte er holdt op med at slå, men jeg er varm fordi mit hjerte slår."

Lille kloge eftertænksomme pige.

Det var rørende.

Dette blot et udpluk af den dags samtaler.

At være frivillig på et hospice er både at give og modtage - at møde mennesket, der hvor det er lige i situationen, et øjebliks nærvær. Og at se mennesker, der accepterer, at døden er uigenkaldelig og nært forestående med stor ro.

Og fire timere senere at forlade huset en varm sommerdag i august med en dejlig følelse af at have givet og modtaget.