En uge i jubilæets tegn
Ringkøbing-Skjern Musikskole fik lov at skyde festlighederne i gang, da eleverne fra talentlinjen fredag den 7. oktober gav smagsprøver på deres kunnen ved en fælles koncert i det store fællesrum på hospice. Her kunne patienter og pårørende blandt andre opleve Sebastian trylle med tangenterne på flyglet. En oplevelse, som musikterapeut Lone Leuchtmann fangede på video. Filmen kan ses på Hospice Forum Danmarks Facebook side.
Musikken har i det hele taget spillet en stor rolle i festlighederne omkring jubilæet. Søndag var der fælles gudstjeneste, hvor søstrene Haubjerg leverede sang og musik, mens mandagen bød på hele to koncerter med Anne Linnet.
Der var først en lille intim koncert på hospice for patienter og pårørende. En koncert, som hospicechef, Herdis Hansen beskriver således:
"Det var en utrolig smuk og intim koncert, hvor man kom helt tæt på kunstneren. Det var en stor oplevelse for alle. Anne Linnet har været fremme i så mange år, at vi næsten alle sammen, uanset alder, har nogle minder knyttet til hendes sange"
Musikken giver på den måde mulighed for, at patienter og pårørende kan have en fælles oplevelse her og nu samtidig med, at den kan være med til at fremkalde gamle minder og skabe nye, som man kan tage med i årene fremover. Og så kan musikken ifølge hospicechefen også det helt særlige, at den for en kort stund kan få os til at glemme den alvorlige sygdom og lade den gode oplevelse med ens nære træde i forgrunden.
Om aftenen dannede Nysogn kirke rammen om en større offentligt koncert med Anne Linnet arrangeret af Støtteforeningen for Anker Fjord Hospice, hvor 350 gæster fik en oplevelse samtidig med, at de var med til at støtte arbejdet på hospice. Koncerten bød både på flere af Anne Linnets store hits gennem tiden og på nye smukke koraler, der gjorde stort indtryk på gæsterne.
Onsdag var den egentlige jubilæumsdato og dermed dagen for en officielle reception, hvor hospicets mange samarbejdspartnere var inviteret til at komme forbi med en lykønskning i løbet af dagen.
Aftenen bød på festmiddag i restaurant Pakhuset for frivillige og ansatte arrangeret af det særlige jubilæumsudvalg, som også har stået for tilrettelæggelsen af programmet for hele ugen. Der var lavet en aftale med Hospice Limfjord om, at de stillede med to sygeplejersker, der sammen med to af de faste vikarer tilknyttet Anker Fjord Hospice, passede godt på patienterne, så alle ansatte havde mulighed for at deltage i festmiddagen. Aftalen er så, at Anker Fjords sygeplejersker yder en tilsvarende service, når Hospice Limfjord om nogle måneder selv kan fejre jubilæum.
Støtteforeningen for Anker Fjord Hospice sikrede, at der også på jubilæumsaftenen var festmiddag på hospice, da de havde lavet en aftale med det lokale røgeri om at servere det hele store fiskebord for patienter og pårørende. Frivillige fra byen, der ikke til dagligt er frivillige på hospice, stod for servering og lidt ekstra hygge i løbet af aftenen.
Det har i det hele taget været en jubilæumsuge mættet af fest for alle tilknyttet Anker Fjord Hospice og Herdis Hansen fortæller, at der hele tiden har været fokus på, at der skulle være den rette balance mellem fest, fejring og den ro, som patienterne også har brug for.
Fotograf Ole Mortensen har taget en række flotte billeder i løbet af jubilæumsfejringen, som er samlet til et billedshow, som kan ses ved at klikke her