Endnu en appél om samarbejde - også i Ringkøbing Amt

25. august 2003
Støttekredsforeningens bestyrelse ser frem til en snarlig dialog og afklaring med amtet omkring etablering af Sct. Jørgen Hospice", Ringkøbing Amt - hedder det i en udsendt pressemeddelelse, der opregner 4 grundlæggende principper"

Pressemeddelelse vedr. Sct. Jørgen Hospice

Støtteforeningsbestyrelsen for Sct. Jørgen Hospice, Ringkøbing Amt finder det afgørende, at alle gode kræfter for at etablere et hospice i Ringkøbing Amt finder sammen og skaber rammerne omkring et godt og bredt palliativt tilbud for borgerne i hele amtet.

Det er i den forbindelse afgørende, at en række grundlæggende principper for
indhold og placering af et hospicetilbud afklares.

For det første er det afgørende, at hospice placeres infrastrukturelt hensigtsmæssigt for de borgere, der skal benytte hospice, samt deres pårørende. Det vil sige, at det skal placeres tæt på offentlige samfærdselsmidler, dvs. bynært tæt på tog og busser.

For det andet er det vigtigt, at hospice betragtes som en del af det samlede sundhedsvæsen og bliver en vigtig brik i at skabe gode palliative tilbud til borgere, uanset hvor de vælger at leve den sidste del af deres liv. Derfor er en hospiceplacering på grunden, som Holstebro Kommune gratis stiller til rådighed ved Sportsvej tæt på Holstebro Sygehus en ideel placering tæt på sygehuset og dets faglige miljøer, men alligevel i selvstændige rammer. Hospice skal fremstå som et hjem for den døende uden sygehuspræg. Det er væsentligt at få skabt den rigtige atmosfære på et sted, der har til formål at lindre smerte frem for at helbrede.

For det tredje er det oplagt, at en selvejende institution i trygge og til formålet egnede rammer har stor mulighed for at erhverve frivillige til at varetage en række opgaver, det ellers er svært at få løst. Udvælgelse, supervision og undervisning er dog afgørende for, at de frivillige kan indgå i hospicefunktionerne, som f.eks. kan strække sig til at være dialog, omsorg og støtte til de pårørende til blomstervanding, være værtinde ved måltider, dække bord, avislæsning og til at være besøgsven til døende/pårørende i eget hjem.

Det er meget væsentligt at være opmærksom på den resource, der ligger i den frivillige hjælp.

For det fjerde bør man være opmærksom på, at borgere fra en stor del af Viborg Amt vil have en tilsvarende kort vej til hospice, og såfremt et hospice etableres i medfør af hospiceloven og med tilskud fra den statslige pulje (12 pladser = 6 mill. kr.) vil borgere i alle amter have ret til at komme på hospice i Ringkøbing Amt., da dette bliver omfattet af det frie sygehusvalg.

Støtteforeningsbestyrelsen har alternativt udarbejdet en model med en trinvis opstart, så man beregner økonomi til en start det første år med 6 pladser efterfølgende i år 2 med 12 pladser. Det giver hospice en økonomisk driftsmæssig lettere start, men det giver en del praktiske problemer, så støttekredsen anbefaler meget en start med 12 pladser.

Støttekredsforeningens bestyrelse ser frem til en snarlig dialog og afklaring med amtet omkring etablering af Sct. Jørgen Hospice", Ringkøbing Amt. Vi må i Ringkøbing Amt kunne tilbyde muligheden for, at døende borgere kan vælge et hospiceophold de sidste dage, så livets sidste fase kan leves optimalt værdigt, intens og smukt.

Se i øvrigt hjemmesiden: