Et årsmøde og gensynets glæde

75 deltagere fra 21 forskellige steder i landet mødte spændt op. Det var mit første årsmøde hos Hospice Forum Danmark, men allerede kort efter min ankomst var det tydeligt for mig, at dette bestemt ikke var tilfældet for størstedelen af dagens deltagere. En stor del af de fremmødte var allerede faldet i snak med deres Hospice-kolleger fra andre dele af landet, og det stod klart, at gensynets glæde gav smil på alles læber.

Mit navn er Ditte-Theresa Rasch, og jeg er frivillig på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, og til dette årsmøde havde jeg fået æren af at være en af de udsendte repræsentanter fra det nordjyske. Programmet for dagen stod på flere spændende foredrag, der blandt andet omhandlede det højaktuelle emne "Sidstehjælp". For mit vedkommende så jeg også frem til at få lov til at tilbringe dagen sammen med frivillige fra andre steder i landet - og lytte til beretninger fra deres mange år i Hospice-regi.

Sammen om sang

Jeg fandt en ledig plads i det store lokale, og jeg fik placeret mig således, at jeg lige netop kunne nyde solens varme stråler, der ivrigt lyste ind af de mange vinduer. Der var allerede godt gang i snakken ved bordene rundt omkring i lokalet, hvilket helt automatisk fyldte rummet med en behagelig og familiær stemning. Selvom jeg ikke havde set mange af de fremmødte før, så var det ikke til at mærke i de varme smil og blikke, der fra tid til anden mødte mig. Der gik således ikke lang tid, før jeg følte mig som en del af det store fællesskab.

Hospice Forum Danmarks formand, Tove Videbæk, bød os alle hjerteligt velkommen til dagen, og vi startede dagens program med at synge en salme, som vi har for vane at gøre i Hospice-familien. Jeg havde slet ikke bemærket det flotte klaver, der var placeret i det ene hjørne af lokalet, men de pludselige toner til B. S. Ingemanns salme "Gud Ske Tak Og Lov", fik mig til at glemme alt omkring mig et kort øjeblik. Salmen blev hjulpet godt på vej af alle de 75 personer, der havde fundet vejen til Fredericia denne dag, hvor jeg nok må indrømme, at kvindernes blide stemmer var i flertal.

Jeg bliver tit overrasket og imponeret på samme tid, når jeg tænker over, hvad en fællessang som denne kan gøre ved mig, og jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det på denne måde, for da vi havde sunget den smukke salme færdig, hørte jeg ordene; "Jeg bliver helt rørt og glad på samme tid - den minder mig om, hvor elskværdigt og skrøbeligt livet er". 

Samtalens rum

Efter generalforsamlingen blev vi alle præsenteret for dagsordenens første punkt - nemlig "Samtalesalonen", der viste sig at blive positivt modtaget af alle de fremmødte. Formålet var officielt at lære af hinandens erfaringer og komme lidt tættere på hinanden, og jeg må indrømme, at det især var på grund af denne mulighed, at jeg havde set ekstra meget frem til dagen. For selvom et Hospice på mange måder ligner hinanden uafhængigt af om det ligger i Skive, Århus eller København, så var jeg slet ikke i tvivl om, at der blandt alle disse frivillige gemte sig en lang række unikke og interessante fortællinger, der ville give mig stof til eftertanke i lang tid fremover.

Vi blev delt op i mindre grupper, og jeg kom helt tilfældigt til at dele mine minutter med en sød, ældre herre, der repræsenterede et Hospice i Midtjylland. Jeg havde aldrig set eller mødt ham før, men på ganske kort tid kom jeg til at kende lidt af hans forhistorie, da jeg fik lov til at sidde og lytte til hans utrolige Hospice-rejse som frivillig gennem mere end 12 år.

I løbet af disse 12 år havde han fået en række oplevelser, der aldrig ville gå i glemmebogen. Aller klarest stod det for ham, dengang han var med til at etablere Hospice Limfjord i Skive, hvor han mødte en opbakning fra lokalsamfundet, der virkelig havde gjort indtryk; "Da vi skulle præsentere ideen for byens borgere, mødte der over 100 mennesker op, som ønskede at støtte op om projektet. Det var fantastisk at opleve, at så mange mennesker ville bruge deres fritid på at bakke op om vores ide", fortalte han mig med stolthed i øjnene. Måden som historien blev fortalt på gjorde, at jeg ikke kunne undgå at føle den samme stolthed både på hans og Hospice' vegne.

Samværet med andre i samme båd

Netop dette sammenhold og den opbakning som vi så ofte oplever, har jeg efterhånden lært, er en betydningsfuld del af arbejdet på et Hospice.

Da jeg for første gange trådte ind af døren på KamillianerGaardens Hospice for knap 4 år siden, var jeg ikke klar over, at jeg samtidig trådte ind i en stor familie på tværs af hele landet. Vi føler et fællesskab i Hospice, fordi vi alle arbejder hen imod det samme mål. Og som 29-årig er det utroligt rart at få lov til at spejle sig i andre frivillige, der har gjort en forskel for så mange mennesker gennem så mange år.

Jeg ser op til de frivillige mænd og kvinder, der for fleres vedkommende har dedikeret mere end 10 år af deres liv på at medvirke til at give alle patienter den bedst mulige tid på Hospice. 

Man bliver ofte beriget med mange stærke oplevelser, når man arbejder på et Hospice, men de mange indtryk kan til tider være svære at rumme og sætte ord på. Men i samværet med andre i samme båd behøver visse ting ikke nævnes, men forstås blot ved at vide, at andre selv har haft lignende oplevelser tæt inde på livet.

For mig var det et privilegium at tilbringe dagen med så mange åbne, erfarne og omsorgsfulde mennesker, og jeg kan allerede nu sige, at jeg ser frem til næste år, hvor jeg ligesom alle de andre kan få lov til at nyde gensynets glæde.

Du kan se flere billeder fra dagen på Hospice Forum Danmarks Facebookside