Et godt samfund tager sig af døende

12. december 2014
Omsorg indtil døden hedder et debatoplæg, som Tove Videbæk svarer på

Der er grænser for selvbestemmelse. Ethvert samfund skal beskytte de svage, mener Tove Videbæk.

Udtalelsen kommer i klummen Etisk set, som hun skriver i Kristeligt Dagblad på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen og universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm.

Tove Videbæk er landsformand for Hospice Forum Danmark og tager i klummen afsæt i et debatoplæg med argumenter imod aktiv dødshjælp. Initiativet "Omsorg indtil døden!" består af fem argumenter, som 30 meningsdannere har skrevet under på. Hans Holmsgaard ønsker bl.a. at begynde en debat om selvbestemmelse.

- Det ønsker vi vist alle. Men der bør være grænser for selvbestemmelsen. Ethvert samfund har brug for love til at beskytte de svage. Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres, vil det ikke kun have konsekvenser for tilhængerne heraf, skriver Tove Videbæk og tilføjer:

- Det vil også lægge pres på dem, der er afhængige af andre og føler sig til besvær. For eksempel begrundede 61 procent af dem, der i staten Washington i 2013 fik hjælp til selvmord, deres ønske med, at de frygtede at blive en byrde for familie, venner eller plejepersonale.

Hun advarer kraftigt mod aktiv dødshjælp.

- Aktiv dødshjælp er uigenkaldelig. Der er ingen fortrydelsesret, når først ønsket er blevet indfriet! skriver Tove Videbæk.