Evighedsøjeblikke på hospice

17. juni 2013
Hospice Djurslands årsskrift fortæller om tiden, der står stille i oplevelsens øjeblik.

Hospice Djurslands årsskrift fortæller om tiden, der står stille i oplevelsens øjeblik.

Bliver man indlagt på hospice, er det fordi man ikke har lang tid igen. Tiden bliver derfor mere intens. Det ene øjeblik af nærvær, eftertanke og oplevelse afløser det andet.
Det fortæller hospicechef Dorit Simonsen om i det seneste årsskrift fra Hospice Djursland.
- Når vi som mennesker forholder os til begrebet tid, så mener vi normalt den kronologiske fremadskridende tid. Den tid, der handler om sekunder, minutter, timer, dage osv. og dermed om den tid, som er tilknyttet et ur, og som dikterer vores livsrytme. Alle sekunder er lige meget værd. Denne tid kaldes for Kronos og kan betegnes som den kvantitative tid.

Hun fortsætter med et andet ord på oldgræsk:
- Der findes også et andet begreb for tid, nemlig Kairos, som betegner den kvalitative opfattelse af begrebet tid. Kairos handler om oplevelser i øjeblikket og dermed om, hvor meget man som menneske får ud af tiden. Her er det værdien, kvaliteten af tiden, der er i fokus. Begge begreber får fylde i hverdagen her på Hospice Djursland, skriver hun i årsskriftet og fortæller, hvordan de to tidsopfattelser spiller sammen i arbejdet på hospice:
- Vores opmærksomhed på, at begge tidsopfattelser hele tiden er i spil, er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan udøve den palliative omsorg for de mennesker, som sammen med deres familier kommer her for at få lindring og leve den sidste tid.

Læs hele årsskriftet her.