Fejrede lindring på 19 hospicer

19. oktober 2014
Tove Videbæk skrev dette i anledning af Den Internationale Hospicedag sidste lørdag



I dag fejres Den Internationale Hospicedag verden over, og herhjemme kan den danske hospicebevægelse glæde sig over, at hospice nr. 19 oprettes i Danmark. Gudenå Hospice i Brædstrup har holdt rejsegilde og forventer at modtage de første patienter med livstruende sygdomme den 1. april 2015. Sidste år blev Hospice Sydfyn etableret i Svendborg, og sådan er det gået slag i slag siden det første hospice blev oprettet i Danmark for 22 år siden.

Dengang var den såkaldte palliative indsats ikke en selvfølge. Ordet palliativ kommer af det latinske ord for kappe og handler om at dække alvorligt syge og døende patienters smerter og symptomer for at sikre en så optimal livskvalitet som muligt til det sidste.

Men det var som sagt ikke på politikernes dagsorden dengang. Og fordi sundhedssystemet er indstillet på at kurere patienterne - selvfølgelig - blev al snak om lindrende pleje betragtet som overflødig luksus.

Sådan er det heldigvis ikke mere.

I dag kan vi glæde os over, at hospicesengepladser, palliative afdelinger på sygehuse og udgående palliative teams er kommet på finansloven, så tilbuddet om hjælp og støtte i den allersidste tid er gratis for patienten på lige fod med andre sundhedsydelser.

Den moderne hospicefilosofi er grundlagt af den engelske sygeplejerske, læge og socialrådgiver Dame Cicely Saunders tilbage i 1967. Hendes St. Christopher's Hospice i London har været og er en stor inspirationskilde for den danske hospicebevægelse. Formålet er, ifølge Verdenssundheds-organisationen, "at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art".

I de første år med hospice i Danmark måtte en del patienter selv betale for ophold på hospice, hvis deres hjemkommune eller amt ikke kunne dække udgiften. I disse år blev der etableret mange støtteforeninger til oprettelse af hospicer rundt omkring i landet og hospicer blev etableret i Vejle (1995), Frederiksberg (1998) og Aalborg (1999).

Det lykkedes også at skaffe offentlig støtte til de etablerede hospicer i år 2000, men først i december 2004 lykkedes det os i Folketinget at få hospicer på finansloven med virkning fra 1. juli 2005.

Med udgangen af 2014 er antal hospicesenge i Danmark kommet op på i alt 250. Vi er nu endelig kommet op på et antal hospicepladser, der svarer til internationale minimumsanbefalinger. Men Verdenssundheds-organisationen WHO har udvidet målgruppen for palliativ indsats til også at omfatte mennesker med andre diagnoser end kræft. Derfor bør antal hospicesenge ifølge European Association of Palliative Care op på 450 i Danmark - altså næsten en fordobling. Samtidig arbejder Hospice Forum Danmark for palliative dagtilbud, hvor alvorligt syge patienter skal kunne komme på hospice for ambulant behandling.

Det har været et langt sejt træk at komme op på de 19 hospicer i Danmark, og Hospice Forum Danmark vil ufortrødent fortsætte med at gøre opmærksom på behovet for flere hospicepladser. Enhver, der har fulgt en mor, en far, en søn eller datter til deres sidste hvilested, ved, hvor tung og smertelig en oplevelse det kan være. Dette gælder især, når vi må sige farvel til vort kæreste eje, vores børn. Derfor arbejder Hospice Forum Danmark nu ligeledes for etablering af børnehospicer. Børn med livstruende sygdomme har nemlig brug for særlig omsorg, og deres forældre og søskende har brug for aflastning og støtte. Familier skal i perioder på 1-2 uger kunne komme til et børnehospice og opleve et frirum og leve så normalt som muligt, mens et professionelt sundheds-personale og pædagoger tager sig af deres syge børn. Og der skal naturligvis være nem adgang for familierne - også når akutte behov opstår. Derfor bør der være mindst to børnehospicer i Danmark, et på Sjælland og et i Jylland-Fyn.

Der er meget at fejre ved Den Internationale Hospicedag i dag. Og noget at huske på - så vi ikke svigter hverken voksne elle børn med livstruende sygdomme, men giver dem maksimal livskvalitet lige til det sidste. Og der er stadig rigtig meget at arbejde med, hvis Dame Cicely Saunders' vision skal blive til virkelighed om at "Alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig, og hvem de er."

Tove Videbæk

Landsformand for Hospice Forum Danmark

Birkebæk 10

7330 Brande