Filadelfia Hospice finder sin form

07. november 2008
Vinderen af totalentreprisekonkurrencen fundet
Helt fra starten bliver de fysiske rammer tænkt ind som en central del af den palliative behandling på det kommende Filadelfia Hospice i Dianalund. Nu er vinderen af totalentreprisekonkurrencen fundet: et team bestående af Lars Mouritsen A/S, Mangor & Nagel A/S, Arkos Arkitekter MAA og Dines Jørgensen & Co. A/S.

"Et sted, der udstråler tryghed, hjemlighed og en samhørighed med den omgivende natur". Sådan skriver bedømmelsesudvalget i sin dommerbetænkning om det forslag, der har vundet konkurrencen om udformningen af Filadelfia Hospice i Dianalund.

Filadelfia Hospice er et eksempel på, hvordan arkitekturen og den fysiske indretning fra begyndelsen bliver tænkt ind som en faktor, der kan tilføre ekstra kvalitet til hospice-arbejdet. Hospicet bliver opført efter designprincipperne i modelprogrammet "Program for Det Gode Hospice i Danmark", og det tager udgangspunkt i erfaringerne fra Hospice Djursland - det første hospice her i landet, der blev bygget efter programmet for det gode hospice.

Flemming Christensen, direktør Filadelfia Hospice, siger: "Det er dejligt, at vi nu er nået så langt, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med byggeriet, for der er rigtig mange mennesker der har fulgt med i processen og ventet på denne melding. Vi er overbevidst om, at det vil blive et stort aktiv for hele vort område, og vi har ventet længe på at nå dette mål".

Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, siger: "Målet med programmet for det gode hospice er at få intentionerne bag hospice-filosofien og udformningen af de konkrete fysiske rammer til at gå op i en højere enhed. Med vinderprojektet står vi med et fint bud på, hvordan det mål føres ud i livet. Det er et projekt, som både i sit ydre og indre danner en støttende ramme om såvel patienter og pårørende som personale."

Realdania har afsat 8 mio. kr. til udviklingen af Filadelfia Hospice. Totalentreprisesummen for Filadelfia Hospice lyder på 31,5 mio. kr.

Om vinderprojektet
Filadelfia Hospice bliver et 12 sengs hospice på 1800 m2. Hospicet vil blive opført i tilknytning til Kolonien Filadelfia. Det vindende forslag er en nyfortolkning af den trelængede gård. Der er tale om et kompakt byggeri, der åbner sig mod Filadelfias park mod nord. På gårdspladsen bliver der indrettet en sansehave, hvortil der er direkte adgang fra fællesarealerne og fra otte af de 12 værelser. Alle værelser har privat terrasse, og de er indrettet med fleksible møbleringsmuligheder.

Yderligere oplysninger
Flemming Christensen, direktør Filadelfia Hospice, tlf.: 61 55 78 30
Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, tlf. 70 11 66 66

Fakta
Det Gode Hospice i Danmark

Realdania vil med kampagnen Det Gode Hospice undersøge og vise, hvordan arkitekturen og de fysiske rammer kan spille sammen med hospicefunktionen og dermed være med til at understøtte den menneskelige omsorg i en svær tid.

Kampagnen er båret af et ønske om at skabe fornyelse i det danske institutionsbyggeri. Målet er at få rammer, indhold og behov til at smelte sammen i enhed, som både menneskeligt, fagligt og arkitektonisk støtter op om de mennesker, der skal bruge hospice, dvs. patienter, pårørende, frivillige og personale.

Der er udarbejdet en rapport, Programmet for Det Gode Hospice i Danmark, som påviser det potentiale, der ligger i at arbejde bevidst med udformningen af de fysiske rammer, så disse fungerer som et aktivt element, der er med til at forhøje livskvaliteten for patienter og deres pårørende ved livets afslutning. Samtidig kan de fysiske rammer også understøtte det vidensintensive arbejde, der bliver udført af de ansatte ved hospice og i de palliative teams.

Programmet for Det Gode Hospice er rettet mod rådgivere, beslutningstagere, arkitekter, ingeniører, projektledere og lokale hospiceprojekters styregrupper, og det er tanken, at det kan bruges som inspiration, opslagsbog og checkliste for fremtidige hospiceprojekter rundt om i landet.

Rapporten er udarbejdet på initiativ af Realdania og i samarbejde med SIGNAL arkitekter, Hospice Forum Danmark, Kræftens Bekæmpelse og en række palliative organisationer og videnspersoner. Formand for projektets styregruppe er Anne Nissen, afdelingschef i Kræftens bekæmpelse.