Filosofi på hospice: 'Vi lærte at være nysgerrige og undrende sammen med patienten'

Hospicepatienter får specialiseret lindring til krop og sjæl - men hvad stiller et fagprofessionelt sundhedspersonale op, når den døende vil tale om livets store spørgsmål? Det har 14 medarbejdere på Anker Fjord Hospice ved Hvide Sande fået redskaber til gennem et treårigt projektforløb under vejledning af professor Finn Thorbjørn Hansen. Han holder foredrag om "den sokratiske samtale" på Hospice Forum Danmarks årsmøde lørdag den 9. april på Trinity Hotel og Konferencecenter i Snoghøj ved Fredericia.

Panden mod muren

Og netop den sokratiske samtale - opkaldt efter den antikke græske filosof Sokrates - har haft stor betydning på Anker Fjord Hospice.

- Flere af vore medarbejdere syntes, at de kom til kort i samtaler med patienter og pårørende om åndelige og eksistentielle spørgsmål, fortæller hospicechef Herdis Hansen.

- De følte, at de ramte panden mod en mur. Når livets store spørgsmål kom på banen, havde de ikke lige svarene og fik derfor travlt med at lave et eller andet, så de kunne liste ud af patientstuen igen. Og så tænkte vi: "Hvordan kan vi give dem mod til stå i det åbne rum, mod til at være stille og mod til at sige: "Det har jeg ikke svar på. Men kan vi følges ad og finde ud af noget sammen?"

Herdis Hansen hørte Finn Thorbjørn Hansen tale på en konference om såkaldte "sokratiske dialoggrupper". Finn Thorbjørn Hansen er ph.d. og professor i filosofisk og dialogisk praksis ved Center for Dialog og Organisation, på Aalborg Universitet. Under hans vejledning gennemgik sygeplejersker, præst, psykolog og musikterapeut ved Anker Fjord Hospice et treårigt projektforløb om den sokratiske samtale, hvor filosofi bliver "et tredje sprog" ud over det rent psykologiske og teologiske.

Medpassagerer på livets rejse

Og det har været til stor gavn for medarbejderne, fortæller hospicechef Herdis Hansen:

- Jeg oplever, at sygplejerskerne og de andre medarbejdere har fået mod til at stå i det åbne. De tør blive inde i situationen, når det drejer sig om de store eksistentielle spørgsmål. Vi har også fået en spørgeguide ind på rygraden, dvs. spørgsmål, som kan åbne for samtalen og tage undringen med.

En af medarbejderne er musikterapeut Lone Leuchtmann:

- Det er lærerigt at følge patienten hen imod det uafvendelige, døden.  At mærke efter, hvordan de har det, og sammen med patienten turde lede efter svar og stille de spørgsmål, der undrer lige her og nu. Det er deres rejse, og jeg er tilstedeværende og skal lytte ind til, hvad der er på spil for patienten lige nu. Hvad taler til mig? Hvad undrer mig? Og så skal jeg være stille på de rigtige tidspunkter og lære at træde ind i samtalen, når det er rette tid.

Bedre til at undre sig

Herdis Hansen indrømmer, at man som sundhedsfaglig person ofte går for hurtigt i løsningsmodus.

- Når der bliver præsenteret problemstillinger ved tværfaglige konferencer, prøver vi alt for ofte at løse problemet med det samme. Vi skal blive bedre til at undre os og at blive i denne undring for at få flere facetter frem omkring patienten. Det giver et langt bedre grundlag at drøfte løsninger ud fra, fortæller hun.

Og her har det hjulpet, at sygeplejerskerne har fået lettet presset, så de ikke føler, at de skal være "verdensmestre" i livets store spørgsmål. Dem er der jo ingen, der har færdige svar på. Netop afmagten gør dem ligeværdige med patienterne, fortæller Herdis Hansen:

- Vi slår følgeskab med patienterne som ligeværdige samtalepartnere. Fagligheden træder tilbage, og jeg må i stedet trække på min livserfaring.

Patienten giver også noget

Musikterapeut Lone Leuchtmann supplerer:

- Jeg har selvfølgelig min faglighed med mig, når jeg formidler musikterapi gennem klaver, lyre og sang. Og når jeg går ind til en patient med musikterapi, har jeg også altid en god stabel af noder med som mit musiske håndværk. Men jeg arbejder også meget med pauserne og stilheden, og gennem den filosofiske undrende tilgang har jeg lært at tænke mere: Hvad taler til mig? Hvad er vi fælles om i dette øjeblik? Hvad er der på spil i denne stue?

For patienten kan også give noget til medarbejderen:

- Jeg sang Kaj Munks Den Blå Anemone for et par. Den havde deres barnebarn sunget til deres guldbryllup. Mens jeg sang, lagde jeg mærke til det blik, manden sendte sin hustru, og den kærlighed, der strømmede tilbage til ham fra hende. Det var stærkt! For de ved begge to, at han er væk om to dage! Så da jeg kom hjem, sagde jeg til min mand: "Vi skal virkelig huske at udtrykke vores kærlighed, mens vi lever!"

Fra fremtidshåb til nutidsliv

Ofte er det de svære spørgsmål som kommer på banen i patientstuen, fortæller Herdis Hansen:

- Det kan være spørgsmål som: "Er der overhovedet noget håb, når man befinder sig et sted, hvor jeg er nu? Hvad er fremtiden for mig i min situation? Hvad har jeg udrettet, hvilke spor har jeg sat i livet? Ja, hvad er meningen med det hele?"

- Her er det godt at løfte samtalen hen på at spørge: "Hvad kan jeg være stolt af i mit liv? Hvad kan jeg bruge resten af mit liv til nu? Hvad er værdifuldt for mig nu? Hvad kan jeg gøre netop nu, hvor der ikke er så lang tid igen?" I stedet for de langsigtede håb om fremtiden, kan man have "værenshåb" i nuet: "Hvordan får jeg det bedste ud af dagen i dag?" Det kan der være rigtig meget lindring, trøst og glæde i.

Nysgerrige hele tiden

Projektforløbet har også handlet om ord og begreber i kommunikationen:

- Vi er blevet opmærksomme på ord og sætninger, som vi før har taget for givet. Nu standser vi op og spørger: "Hvad mener vi i grunden med det?" Det kan være et ord som værdighed. Hvad forstår vi ved det? Det ord kan jo betragtes ud fra forskellige perspektiver, fortæller Herdis Hansen og uddyber:

- Det er vigtigt at nuancere tingene. Vi går så tit og tror, at vi har samme forståelse af en sag. Det er vigtigt at være nysgerrige hele tiden. Lade undringen komme frem. Projektforløbet har bevirket, at vi har fået et større ordforråd og et mere nuanceret sprog at bruge. Det er en stor kvalitet, synes jeg.

- Det er det, der er så spændende ved dette job. At vi virkelig er derude, hvor vi mærker suset og hvor guldkornene dukker op uventet, supplerer Lone Leuchtmann og fortsætter:

- Hvis du vil være klog på livet, er der meget at lære sammen med døende. Der er hverken tid eller mulighed for show off! Her er vi inde ved det væsentlige, det fine og skrøbelige.

Intuition og intensitet

Men kommunikation kan også være ordløs, fortsætter hun:

- Vi mennesker kommunikerer rigtig meget uden ord. Og døende, som ikke længere har et sprog, siger en hel masse, hvis vi bliver sammen med dem.

Men det kan være hårdt:

- Det er rigtig svært at samtale med en patient, som ikke siger noget. Eller som måske kun kan sige "Ja!" Og i det "ja" ligger det hele. Men her kan jeg bruge musikken som bindeled og bro. I det nonverbale lærer vi at bruge vores intuition, vores empati. Du er nødt til at bruge al den varme og intensitet, du har!

Herdis Hansen konkluderer, at projektforløbet både har øget kvaliteten i plejen og trivslen blandt plejepersonalet.

- De har fået mod til at stå i det åbne og modet til at sige: "Det kan jeg ikke svare på, men det er en rigtig spændende samtale, du lægger op til. Den vil jeg gerne være en del af. Lad os gå sammen!"

Af Svend Løbner, freelancejournalist